Delårsrapport Q2 - bedre indtjening, opdatering af forventninger og udbytte


Selskabsmeddelelse nr. 22-2020
19. august 2020


North Medias resultater i 1. halvår 2020 var bedre end ventet, trods en mindre, negativ effekt af COVID-19 pandemien. Alle 3 forretningsområder øgede driftsindtjeningen markant i forhold til 1. halvår 2019. Hovedpunkter for 1. halvår 2020 med sammenligningstal for 1. halvår 2019 i parentes:    

Solid indtjeningsfremgang i 1. halvår 2020 trods en vis effekt af COVID-19 krisen

  • Koncernens omsætning var stort set uændret med 510 mio. kr. (511 mio. kr.).
  • Driftsindtjeningen (EBIT, før særlige poster) blev 122 mio. kr. (69 mio. kr.). Overskudsgraden steg til 23,9% (13,5%), og afkastet af investeret kapital (ROIC) mere end fordobledes til 43,7% (20,4%).   
  • Periodens resultat var 138 mio. kr. (112 mio. kr.).
  • FK Distribution forbedrede driftsindtjeningen til 118 mio. kr. (74 mio. kr.). Effektiviseringer, især omstilling til én ugentlig omdeling, opvejede et øget fald i volumenerne, som følge af COVID-19 krisen.
  • North Media Online øgede driftsindtjeningen til 11 mio. kr. (3 mio. kr.) efter 17% omsætningsvækst, drevet af BoligPortal. Ofir forbedrede også indtjeningen betydeligt, primært ved omkostningsreduktioner.
  • BEKEY havde 25% omsætningsvækst. Kernesegmentet ”Homecare” blev profitabelt, mens der fortsat investeres i adgangsløsninger til hjemmeleverandører og ejendomsadministratorer.

Forventninger til 2020 opdateres
Forventningerne til driftsresultatet (EBIT før særlige poster) i 2020 opdateres:   

  • North Media forventer nu et driftsresultat på 215-245 mio. kr. i 2020 mod 166 mio. kr. i 2019.
  • Seneste forventning fra 26. juni var et driftsresultat på 200-230 mio. kr.
  • Alle 3 forretningsområder ventes at forbedre driftsindtjeningen i forhold til 2019.
  • Koncernens omsætning ventes nu at blive 1.005-1.045 mio. kr. i 2020 mod 1.045,6 mio. kr. i 2019
  • Seneste forventning fra 26. juni var et en omsætning på 990-1.040 mio. kr.
  • Tocifret vækst i både North Media Online og BEKEY ventes delvist at opveje et fald på cirka 4% i FK Distributions omsætning.
  • Der er fortsat forhøjet usikkerhed på grund af COVID-19 og konsekvenserne af pandemien.

Udbytte på 4 kr. pr. aktie
Bestyrelsen har jf. selskabsmeddelelse 20-2020 den 19. august 2020 besluttet at udbetale et ekstraordinært udbytte på 4 kr. pr. aktie (3 kr. for 2018). Det sker på baggrund af, at det ordinære udbytte for 2019 i marts blev suspenderet pga. COVID-19 krisen.

  • Samlet udloddes 80,2 mio. kr., svarende til 72 mio. kr. ekskl. egne aktier.
  • Udlodningen er i tråd med målsætningen om at betale et konstant, attraktivt udbytte til aktionærerne, suppleret med lejlighedsvise tilbagekøb af egne aktier.  
  • Selskabet har dermed siden januar 2016 sendt 196 mio. kr. retur til aktionærerne ved udbytter og tilbagekøb.
  • North Media vil tilbagebetale ca. 3,8 mio. kr. i statsstøtte til de frasolgte North Media Aviser for mistet annoncesalg under COVID-19 krisen. Koncernen har ikke fået anden støtte under COVID-19 krisen.

”Vi er godt på vej til at forbedre driftsindtjeningen for 4. år i træk ved konsekvent fokusering på kerneaktiviteter, forbedringer af driften og større omkostningseffektivitet. Der er fortsat stærkt momentum og tocifret vækst i North Media Online – især BoligPortal – og BEKEY, mens effektiviseringer af FK Distribution har givet resultater hurtigere end ventet,” siger Kåre Wigh, ordførende koncerndirektør & CFO.

Yderligere oplysninger: Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Stausø Wigh, mobil 25 65 21 45

Vedhæftet fil



Attachments

22-20 Q2 2020_DK