Bavarian Nordic offentliggør regnskab for første halvår 2020


KØBENHAVN, Danmark, 26. august 2020 – Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggjorde i dag regnskab samt rapporterede på begivenheder for første halvår 2020. Desuden offentliggør selskabet finanskalender for 2021.

Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Paul Chaplin udtaler: “Den første halvdel af 2020 har været en yderst produktiv og succesrig periode for Bavarian Nordic, på trods af de globale udfordringer forårsaget af COVID-19. Vores overtagelse af de to kommercielle produkter, Rabipur®/RabAvert® og Encepur®, forløber fuldt ud efter planen. Vi har modtaget betydelige ordrer på vores koppe- og ebolavacciner og vi har rapporteret positive fase 3-resultater for frysetørret JYNNEOS®. Desuden opnåede vi vores anden europæiske godkendelse af en MVA-baseret vaccine (MVABEA), hvilket markerede en væsentlig milepæl i vores partnerskab med Janssen i kampen mod ebola. 2020 markerer den kommercielle overgang for Bavarian Nordic, og vi har allerede overtaget flere nøglemarkeder og vil fortsætte med at udvide vores kommercielle tilstedeværelse i løbet af de næste 18 måneder. Rejsevaccinesektoren har været negativt påvirket af COVID-19, hvilket også har påvirket salget af Rabipur/RabAvert, og nedlukningen af nøglemarkeder, herunder Tyskland, har påvirket salget af Encepur. Den stærke indtjening i øvrige dele af vores forretning gør det dog muligt at fastholde de finansielle forventninger til helåret. Endelig har vi licenseret en spændende teknologi til udvikling af en COVID-19 vaccine og planlægger at starte det første forsøg i mennesker senere på året, og vil, afhængig af muligheden for finansiering, arbejde frem mod en godkendelse inden udgangen af 2021.”

Finansielle hovedpunkter

  • Den samlede omsætning i første halvår var DKK 1.065 mio. bestående af DKK 975 mio. fra det kombinerede salg af produkter og DKK 90 mio. fra kontraktarbejde.
  • Omsætningen i andet kvartal udgjorde DKK 700 mio. bestående af DKK 320 mio. fra salg af MVA-BN koppevaccine (bulk) til den amerikanske regering, DKK 193 mio. fra salg af Encepur, DKK 142 mio. fra salg af Rabipur/RabAvert og DKK 45 mio. fra kontraktarbejde.
  • Andre driftsindtægter udgjorde DKK 628 mio. fra salget af Priority Review Voucher.
  • Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) var DKK 839 mio. i første halvår.
  • Stærk finansiel position på DKK 2.380 mio. ved udgangen af halvåret, eksklusive uudnyttede kreditfaciliteter på DKK 244 mio.
  • De finansielle forventninger til omsætning og resultat for helåret fastholdes med omsætning på ca. DKK 1.900 mio. og et driftsresultat før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) på ca. DKK 675 mio. Likvider ved årets udgang forventes nu at være DKK 1.500 mio., hvilket er DKK 150 mio. højere end tidligere forventet.
DKK mio.Q2 2020Q2 2019H1 2020H1 20192020 forventet
Omsætning7001011,0652281,900
Resultat af primær drift før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA)197(83)839(173)675
Likvider2.3801.6382.3801.6381.500*

* Både de tidligere og de opdaterede forventninger medtager den ikke-udnyttede lånefacilitet på EUR 30 mio. fra Den Europæiske Investeringsbank som kontantbeholdning.

Øvrige begivenheder

  • I april modtog selskabet en ny ordre på USD 202 mio. på JYNNEOS® koppevaccinen fra den amerikanske regering. Ordren løber over to år og vedrører produktion af yderligere bulkvaccine samt levering af op til 1,4 mio. doser flydende-frossen JYNNEOS.
  • I juni blev toplinjeresultater fra det første forsøg i mennesker med den forebyggende vaccinekandidat MVA-BN® WEV mod tre typer af hesteencephalit virus (vestlig, østlig og venezuelansk) rapporteret. Resultaterne fra forsøget viste, at vaccinen var veltolereret og fremkaldte immunresponser i alle dosisgrupper. Disse klinisk meningsfulde fase 1 resultater giver anledning til yderligere kliniske undersøgelser, og Bavarian Nordic er i gang med at søge yderligere finansiering fra de amerikanske myndigheder til den videre kliniske udvikling af vaccinen.
  • I juni indgik Bavarian Nordic en ny leveringskontrakt med Janssen til en værdi af USD 13,9 mio.  I henhold til kontrakten vil Bavarian Nordic producere og levere bulkvaccine til selskabets MVA-BN® Filo vaccine. Produktionen af vacciner vil blive påbegyndt i 2020, men levering og fakturering sker først i 2021.
  • I juni indgik Bavarian Nordic et partnerskab om markedsføring og distribution med Valneva, der vil varetage marketing og distribution af Rabipur/RabAvert og Encepur i udvalgte europæiske lande samt Canada, og Bavarian Nordic vil overtage marketing og distribution af IXIARO® and DUKORAL®, Valnevas vacciner mod japansk hjernebetændelse og kolera, i Tyskland og Schweiz.

Begivenheder efter rapporteringsperioden

  • I juli udstedte Europa-Kommissionen markedsføringstilladelse til MVABEA® (MVA-BN Filo), der blev udlicenseret til Janssen i 2014. MVABEA udgør den anden del af Janssens ebolavaccine, der også rummer ZABDENO® (Ad26.ZEBOV), der samtidigt opnåede europæisk godkendelse. I forbindelse med den europæiske godkendelse af MVABEA modtog Bavarian Nordic en milepælsbetaling på USD 10 mio. i henhold til licensaftalen med Janssen.
  • I juli indgik Bavarian Nordic en endelig licensaftale med AdaptVac, der giver Bavarian Nordic de globale kommercielle rettigheder til en COVID-19 vaccine udviklet på AdaptVacs capsid virus like particle (VLP)-teknologi. I henhold til aftalen har Bavarian Nordic ydet en forudbetaling på EUR 4 mio. til AdaptVac og har forpligtet sig til potentielle fremtidige udviklingsmæssige og salgsrelaterede milepælsbetalinger samt trinvist stigende royalties. Der er planlagt opstart af et fase 1/2a klinisk forsøg med vaccinen i fjerde kvartal 2020.
  • I august blev positive toplinjeresultater fra fase 3-forsøget med frysetørret MVA-BN® koppevaccine rapporteret. Forsøget er det eneste fase 3-forsøg, der er påkrævet for at understøtte godkendelse af den frysetørrede udgave. Når forsøget afsluttes, forventeligt i 2021, planlægger selskabet at indsende en tillægsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder med henblik på at udvide godkendelsen til at omfatte begge udgaver af MVA-BN-vaccinen, forventeligt i 2022.

Webcast og telefonkonference
Selskabets ledelse afholder en telefonkonference i dag kl. 14.00 dansk tid for at præsentere halvårsregnskabet og besvare eventuelle spørgsmål. Det er muligt at høre en live eller aktiveret webcast af telefonkonferencen på https://www.bavarian-nordic.com/investor/events.aspx?event=5691. For at stille spørgsmål, benyt venligst et af følgende telefonnumre og oplys deltagerkoden: 9647956. Danmark: +45 32 72 80 42, UK: +44 (0) 844 571 8892, USA: +1 631-510-7495.

 

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations, Tlf. +45 61 77 47 43

Selskabsmeddelelse nr. 43 / 2020

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et fuldt integreret biotekselskab, der er fokuseret på udvikling, produktion og kommercialisering af livsvigtige vacciner. Vi er globalt førende inden for koppevacciner, og er mangeårig leverandør til det amerikanske strategiske nationale beredskabslager af en ikke-replikerende koppevaccine, som er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder under navnet JYNNEOS®, også til beskyttelse mod abekopper. Vaccinen er desuden godkendt som koppevaccine i Europa under navnet IMVANEX® og i Canada under navnet IMVAMUNE®. Vores kommercielle produktportefølje består endvidere af to markedsledende vacciner: Rabipur®/RabAvert® mod rabies og Encepur® mod flåtbåren hjernebetændelse. Med udgangspunkt i vores virale vaccineplatform, MVA-BN®, har vi udviklet en bred portefølje af produktkandidater, der sigter mod at forbedre og beskytte liv ved at frigøre immunsystemets egne kræfter. Blandt andet har vi udviklet en ebolavaccine, der er licenseret til Janssen. For yderligere information besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn, som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn omfatter udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Alle fremadrettede udsagn skal udtrykkeligt vurderes i sammenhæng med de forbehold, der er taget eller henvist til i denne erklæring. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

Vedhæftet fil



Attachments

Delårsrapport H1 2020