ODICO LANCERER MOBIL SKÆREROBOT TIL BYGGE- OG ANLÆGSBRANCHEN


ODICO LANCERER MOBIL SKÆREROBOT TIL BYGGE- OG ANLÆGSBRANCHEN


Odico er klar til at sende en ny og revolutionerende mobil robotløsning for on-site skæring af tegl, fliser og øvrige byggematerialer på markedet. Det banebrydende produkt Cut’n Move, der øger effektiviteten, reducerer omkostningerne markant og sikrer det gode arbejdsmiljø, har været under udvikling i ca. to et halvt år i et tæt samarbejde med bl.a. Arkil A/S.

Med Cut’n Move øges produktiviteten væsentligt, idet den med sin fleksibilitet gør brugeren i stand til at skifte arbejdsopgaver lynhurtigt. Konventionel skæring af fliser med kapsav er fysisk krævende og medfører ofte udfordrende støj- og støvgener, men med Cut’n Move foretages skæringen i en indkapslet robot. Hele systemet betjenes desuden nemt ved brug af en Odico baseret applikation på en iPad.

Cut’n Move indgår i Odicos koncept “Factory on the fly”, der som trailerbaseret koncept bringer fabrikation ved hjælp af robotter direkte til byggepladsen. Cut’n Move er derfor nem at flytte og hurtig at ibrugtage.

Odico er i gang med at producere de første enheder af Cut’n Move og har netop modtaget ordre fra Arkil A/S.


I den forbindelse udtaler Jan Schmidt, Teknisk direktør Arkil A/S:

”Med købet af Odicos første robotfliseskærer er vi med til at tage hul på en ny teknologisk udvikling i anlægsbranchen. Robotter og tilhørende software tror vi på sigt kan være med til udvikle virksomheden med både forbedret kvalitet og øget produktivitet, men lige så vigtigt er det, at vi tager et skridt mod at reducere meget af det nedslidende og tunge arbejde som vores branche også er udfordret af.

Ideen til robotfliseskæreren er opstået i et udviklingssamarbejde med Odico og en af vore kunder, Aarhus vand. I vores løbende samarbejde har vi skabt det fornødne rum til at tænke nye tanker, muligheder og måder at gribe arbejdet an på.”


Anders Bundsgaard CEO Odico A/S udtaler: 

”Det er banebrydende for branchen, at vi nu har mulighed for at spænde en trailer med en industrirobot efter en personbil og overlade den intuitive betjeningen af robotten til en håndværker på en byggeplads, og salget til Arkil A/S varsler et holdningsskifte i branchen”

Cut’n Move offentliggøres via selskabets hjemmeside på adressen; https://odico.dk/cut-move-dk/


Odense, den 9. september 2020 


Yderligere oplysninger: CEO Anders Bundsgaard, tlf.: +45 2222 1235, e-mail: anders@odico.dk.

Vedhæftet fil



Attachments

Pressemeddelelse Cutnmove