BoligPortal A/S indgår aftale om køb af Boligmanager ApS


Selskabsmeddelelse nr. 1-2022
27. januar 2022


North Medias datterselskab BoligPortal har i dag købt 51% af anparterne i selskabet Boligmanager ApS, som udvikler software løsninger til ejendomsadministration, på SaaS vilkår. Købet er et vigtigt skridt i BoligPortals transformation til en bredt favnende lejeboligplatform.

Boligmanager har udviklet og lanceret en digital løsning til bolig- og ejendomsadministration. I systemet kan udlejere håndtere kontrakter, deposita, opkrævninger og betalinger, restancer, forbrugsregnskaber, moms, lejerkommunikation, bogføring på lejer/-ejendomsniveau mv. Alt sker digitalt, og bogføringen er synkroniseret til bl.a. e-conomic. SaaS-produkterne tilbydes i månedligt abonnement.

Boligmanagers stiftere, Michael Melgaard Mærkedahl og Jonas Mørup Christensen, fortsætter som medejere og medarbejdere i virksomheden. BoligPortals investering for at opnå de 51% af anparterne er 12 mio. kr. Der betales 4 mio. kr. til de to stiftere, og herudover indskyder BoligPortal 8 mio. kr. i Boligmanager til vækst og skalering. BoligPortal har ret til at købe og Boligmanagers stiftere har ret til at kræve, at BoligPortal køber resten af anparterne i 2027 til en pris, der fastsættes i en earn-out model baseret på udviklingen i Boligmanagers omsætning og overskudsgrad. Earn-out-betalingen ventes at svare til niveauet 1,5 gange omsætningen i Boligmanager i regnskabsåret 2026, afhængig af udviklingen i omsætningen og overskudsgraden.

Overtagelsen sker 1. februar. Købet vil bidrage til BoligPortals forventede vækst fremover.

”Købet tilfører BoligPortal et nyt forretningsben. Det passer perfekt til strategien om at styrke vores eksisterende virksomheder via opkøb,” siger Henrik Løvig, koncerndirektør for akkvisitioner og forretningsudvikling i North Media.

Bred lejeboligplatform
BoligPortal formidlede i 2021 mere end 100.000 lejeboliger på sin digitale markedsplads, som er det vigtigste samlingspunkt for udlejere og boligsøgende i Danmark.

”Med tilføjelsen af Boligmanager kan BoligPortal opfylde alle væsentlige behov hos udlejere og ejendomsadministratorer. Vi kan hjælpe udlejerne med at annoncere ledige lejemål, knytte kontakt til lejere, administrere enkeltejendomme og porteføljer, give viden om efterspørgsel og udbud ud fra unikke data samt tilbyde leverancer af el, internet, forsikring og finansiering,” siger adm. direktør Anders Hyldborg fra BoligPortal.

Boligmanager
Boligmanagers stiftere har stor erfaring inden for ejendomsadministration og softwareudvikling. Selskabet blev stiftet i september 2020 og har pt. 3 ansatte, men organisationen vil i 2022 blive udbygget.

”Efter at have arbejdet med produktet i to år og have fået de første kunder ombord, glæder vi os til at blive en del af BoligPortal. Vi har en vision om at gøre ejendomsadministration digital, effektiv og brugervenlig. Og med BoligPortals stærke organisation og omfattende netværk i ryggen kan vi hurtigere realisere den vision,” siger Michael Melgaard Mærkedahl og Jonas Mørup Christensen.

Årsrapport og forventninger
North Media offentliggør årsrapporten for 2021 og forventningerne til 2022 den 9. februar 2022.

Købet af Boligmanager forventes at påvirke BoligPortals EBIT i niveauet -8 mio. kr. i 2022. Cirka halvdelen af denne påvirkning skyldes hensættelse til earn-out og afskrivninger på købesummen. Omsætningen i Boligmanager forventes at være relativt beskeden i 2022 og påvirker ikke de samlede forventninger til BoligPortals omsætning.

Yderligere oplysninger:
Kåre Wigh, ordførende direktør og CFO, telefon +45 25 65 21 45
Henrik Løvig, koncerndirektør for akkvisitioner og forretningsudvikling, telefon +45 61 79 94 31


North Media udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne. Platformene matcher forbrugerne med de rette produkter inden for dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. North Media har to forretningsområder: Last Mile: FK Distribution er Danmarks førende distributør af tilbuds -og ugeaviser, driver den digitale platform minetilbud og leverer logistikydelser. Digital Services: 3 virksomheder med potentiale for tocifret vækst, stigende indtjening og skalering: BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste jobunivers. Bekey leverer digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af pakker, dagligvarer, måltidskasser m.fl.