North Media ændrer i sin ledelsesstruktur for at styrke ledelseskraften


Selskabsmeddelelse nr. 15-2022
30. marts 2022


North Media
ændrer ledelsesstrukturen for at sikre hurtigere beslutningsprocesser, større ensartethed i den strategiske eksekvering og stærkere sammenhængskraft i koncernen. Bestyrelserne i både moderselskab og datterselskaber er blevet mindre. Med virkning fra den 2. april 2022 indsnævres koncerndirektionen fra fem til tre medlemmer, samtidig med at koncerndirektionens rolle styrkes.

North Media gennemfører følgende ændringer i koncerndirektionen:

Lasse Ingemann Brodt, administrerende direktør i datterselskabet FK Distribution og medlem af koncerndirektionen siden 2018, udnævnes som ny administrerende direktør for North Media. Kåre Stausø Wigh, der siden 2016 både har varetaget funktionerne som ordførende koncerndirektør og CFO, fortsætter som koncernøkonomidirektør. Endelig indtræder Lisbeth Britt Larsen i koncerndirektionen som koncern HR-direktør. Lisbeth Britt Larsen har siden 2010 været ansat i FK Distribution – de seneste 2 år også som koncern HR-chef.

Koncerndirektionen består dermed fra den 2. april 2022 af følgende medlemmer:

  • Administrerende direktør (CEO) Lasse Ingemann Brodt
  • Koncernøkonomidirektør (CFO) Kåre Stausø Wigh
  • Koncern HR-direktør (CHRO) Lisbeth Britt Larsen

Lasse Ingemann Brodt vil uændret også være administrerende direktør (CEO) for FK Distribution.

Henrik Løvig Jensen, koncerndirektør for akkvisitioner & forretningsudvikling har opsagt sin stilling og udtræder af koncerndirektionen den 2. april. Der er indgået aftale om, at han fortsætter med at løse igangværende opgaver i de kommende seks måneder, hvorefter han forlader North Media.

Jannik Bray Christensen udtræder også af koncerndirektionen den 2. april, men fortsætter uændret som administrerende direktør for datterselskabet Bekey.

North Media har i en lang periode haft en struktur, hvor direktionerne i de 100% ejede datterselskaber hver har refereret til en selvstændig bestyrelse, bestående af de personer, der samtidig udgjorde bestyrelsen i North Media. Samtidig var fire af direktørerne fra datterselskaberne medlem af koncerndirektionen.

Ændringerne i koncerndirektionen er det seneste tiltag for at skabe en hurtigere, klarere og mere dynamisk proces, hvor bestyrelsesmøder og direktionsmøder har større fokus på de enkelte selskaber og ansvarsområder. Vejen fra forslag til beslutning er kortere, både i datterselskaberne og i moderselskabet. På den ordinære generalforsamling den 25. marts 2022 blev bestyrelsen i North Media således reduceret fra syv til fem medlemmer. I februar 2022 ændredes bestyrelserne i de 100% ejede datterselskaber, således at de fik mindre bestyrelser på tre personer i hver.

Med ændringerne i koncerndirektionen er koncerndirektionens rolle blevet både klarere og styrket. Som noget nyt har moderselskabet fået en koncern HR-direktør. North Medias vækst er skabt på en stærk infrastruktur. De over 10.000 medarbejdere kender deres ansvar og opgaver. Det er naturligt at have også dette store ansvarsområde forankret i koncerndirektionen. Hvert af de tre medlemmer af koncerndirektionen har således klare, definerede ansvarsområder. Forretningsudvikling og eventuelle akkvisitioner vil fortsat være styret fra moderselskabet, men de enkelte datterselskaber vil i endnu højere grad selv stå for implementering og eksekvering.

Bestyrelsesformand Ole Borch siger: ”North Media er en koncern, hvor driftsselskaberne er volumenvirksomheder. Volumenvirksomheder kræver konstant fokus på styring af infrastrukturen på alle niveauer. Fra topledelsen til yngste medarbejder. Den nye koncerndirektions hovedopgave bliver at sikre, at koncernens virksomheder i endnu højere grad drives og udvikles efter ensartede principper med fokus på volumen, kvalitet, vækst og værdiskabelse.

Den nye ledelsesmæssige infrastruktur skal styrke den strategiske forretningsudvikling og eksekvering, samt fremme den fortsatte værdiskabelse med fundamentet i North Medias stærke værdigrundlag. Datterselskaberne får nu endnu hurtigere beslutningsprocesser for deres konkrete forhold. Alle i ledelseslagene kan fokusere på de ansvarsområder, de har fået tildelt. I bestyrelserne kan vi fokusere på den overordnede og strategiske ledelse – samtidigt med at vi tæt kan følge driften.”

Ole Borch siger også: ”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Henrik Løvig for en mangeårig dedikeret indsats i koncernen. Henrik har en betydelig andel i den styrkelse af de digitale forretninger, som vi har oplevet de seneste år. Vi er glade for, at Henrik fortsat vil være bestyrelsesformand i Lead Supply på vores mandat.”

CV-oplysninger på det nye medlem af koncerndirektionen kan ses på https://www.northmedia.dk/om-north-media/ledelsen/.

Yderligere oplysninger:
Bestyrelsesformand Ole Borch, telefon 25 18 35 55, e-mail OBO@northmedia.dk

North Media udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne. Platformene matcher forbrugerne med de rette produkter inden for dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. North Media har to forretningsområder: Last Mile: FK Distribution er Danmarks førende distributør af tilbuds -og ugeaviser, driver den digitale platform minetilbud og leverer logistikydelser. Digital Services: Tre virksomheder med potentiale for tocifret vækst, stigende indtjening og skalering: BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste jobunivers. Bekey leverer digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af pakker, dagligvarer, måltidskasser m.fl.