Delårsrapport for 1. kvartal 2022


Selskabsmeddelelse nr. 16-2022

4. maj 2022


Bestyrelsen for North Media A/S har i dag godkendt delårsrapporten for 1. kvartal 2022.


Hovedpunkter i 1. kvartal

Resultaterne i 1. kvartal 2022 var som ventet og underbygger forventningerne til året.

  • Koncernens omsætning steg 2% til 248 mio. kr.
  • Det primære driftsresultat (EBIT) faldt 25% til 48 mio. kr. med en overskudsgrad på 19,4%.
  • I forretningsområdet Last Mile (FK Distribution) var omsætningen 0,5% lavere, mens EBIT-marginen faldt til 22,9% pga. højere omkostninger til omdelere, kørsel, papir, pakning mv.
  • Stigende forbrugerpriser har skærpet husholdningernes interesse for tilbudsaviser.
  • Forretningsområdet Digital Services havde 20% vækst. BoligPortal og Ofir nåede begge den hidtil højeste omsætning i et kvartal, mens væksten vendte tilbage i Bekey.
  • 50%-ejede Lead Supply fik sit hidtil bedste kvartalsresultat efter 83% omsætningsvækst.
  • Pga. et negativt afkast på værdipapirer på -95 mio. kr. blev periodens resultat et underskud på -35 mio. kr. Nettoresultatet ekskl. værdipapirafkast var +39 mio. kr.

Forventninger til 2022 fastholdes

Forventningerne til 2022 er uændrede i forhold til årsrapporten for 2021:

  • Omsætningen ventes fortsat at blive på niveau med 2021, nemlig 1.010-1.045 mio. kr.
  • EBIT ventes fortsat at blive 190-220 mio. kr. Købet af Boligmanager belaster EBIT med 8 mio. kr. til udgifter til skalering, afskrivning på købesum og hensættelse til restkøbesum.
  • Last Mile (FK Distribution) venter en omsætning på 850-870 mio. kr. og et driftsresultat på 190-210 mio. kr. efter markant højere omkostninger til især distribution.
  • Digital Services virksomhederne venter en omsætning på 160-175 mio. kr. efter ca. 16% vækst og et EBIT-resultat på 9-17 mio. kr. Ofir og BoligPortal investerer mere i vækst og skalering, mens Bekey udgiftsfører alle udviklings- og monteringsomkostninger.

”Vi har fornuftig fremgang på driften, mens indtjeningen som ventet presses af udefrakommende omkostningsstigninger i Last Mile, og vi i Digital Services selv har valgt at skrue op for udgifterne for at øge væksten. Det urealiserede negative afkast på værdipapirerne er ærgerligt, men ændrer ikke ved, at det over tid skaber mest værdi at placere frie midler i værdipapirer – siden ultimo 2015 har vi hentet et positivt afkast på 318 mio. kr. på værdipapirer,” siger administrerende direktør Lasse Brodt.

Yderligere oplysninger:

CEO Lasse Ingemann Brodt, telefon +45 20 24 32 92

CFO Kåre Wigh, telefon +45 25 65 21 45

Direktionen præsenterer rapporten ved en telekonference på engelsk den 5. maj kl. 13:00. Tilmelding via https://streams.eventcdn.net/northmedia/q1-2022/register, hvor telekonferencen kan følges live.

North Media udvikler og driver platforme til transaktioner mellem erhvervslivet og forbrugerne. Platformene matcher forbrugerne med de rette produkter inden for dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. North Media har to forretningsområder: Last Mile: FK Distribution er Danmarks førende distributør af tilbuds -og ugeaviser, driver den digitale platform minetilbud og leverer logistikydelser. Digital Services: 3 virksomheder med potentiale for tocifret vækst, stigende indtjening og skalering: BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste jobunivers. Bekey leverer digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af pakker, dagligvarer, måltidskasser m.fl.

Vedhæftede filer



Attachments

Delårsrapport 1. kvt. 2022 NORTHM-2022-03-31-da