North Media nedjusterer forventningerne til 2022. Højere effekt af reklametryksager styrker FK Distribution, men stigende papirpriser presser markedet, og stigende løn og afregninger til vores mere end 10.000 omdelere trykker bundlinjen.


Selskabsmeddelelse nr. 20-2022

2. november 2022

Efter at North Media koncernens aktiviteter leverede et 1. halvår 2022 som forventet, blev 3. kvartal påvirket af stigende inflation, lavere aktivitet i samfundet og stigende løn og afregninger til vores mere end 10.000 omdelere. I september faldt tryksagsvolumenerne i FK Distribution mere end forventet. Desuden er ordretilgangen fra mindre kunder uden årsaftaler på nuværende tidspunkt lavere end forventet for 4. kvartal 2022.

Inflationen og ikke mindst stigende energipriser har styrket forbrugernes efterspørgsel efter tilbudsaviser – både på papir og i digital form – fra FK Distribution og Minetilbud. Vores kunder oplever en øget effekt af tilbudsaviserne, men er ramt af høje priser på papir.

North Media nedjusterer derfor forventningerne til 2022:

  • Omsætningen ventes nu at blive 995-1.010 mio. kr.
    (tidligere: 1.015-1.040 mio. kr.).
  • Det primære driftsresultat (EBIT) ventes nu at blive 190-200 mio. kr.
    (tidligere: 195-205 mio. kr.).

North Media CEO Lasse Brodt siger om udviklingen:
”Vi nedjusterer forventningerne til 2022, fordi FK Distributions kunder leverer en let faldende tryksagsvolumen i 2. halvår 2022. Det skyldes primært, at vores kunder er ramt af kraftige prisstigninger på papir. Men vi ser fundamentet for FK Distribution som uændret stærkt. Effekten af tilbudsaviser er øget, og tryksagskanalen styrkes relativt til andre mediekanaler i den nuværende økonomiske situation. Vi forventer en normalisering af tryksagsvolumen, i takt med at papirpriserne normaliseres.”

North Media fastholder sit fokus på langsigtet værdiskabelse og på at have et stærkt kapitalberedskab, så koncernen frit kan navigere og såvel modstå negative og udfordrede markedssituationer samt udnytte de muligheder et sådant marked også giver.

Delårsrapporten for 3. kvartal 2022 offentliggøres senere i dag, den 2. november 2022.

Yderligere oplysninger

Administrerende direktør, CEO Lasse Brodt, mobil 20 24 32 92.

Koncernøkonomidirektør, CFO Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45.