Gabriel Holding A/S realiserer en omsætning på 1.065 mio. kr. svarende til en vækst på 32%. Primært resultat (EBIT) stiger med 11% til 64,9 mio. kr.


Udvalgte nøgletal

  • Omsætningen steg til 1.065 mio. kr. (809,7 mio. kr.).
  • Overskudsgraden (EBITDA) blev 10,1% (11,9%).
  • Resultat af primær drift (EBIT) blev 64,9 mio. kr. (58,6 mio. kr.).
  • Overskudsgraden (EBIT) blev 6,1% (7,2%).
  • Resultat før skat blev 80,6 mio. kr. (58,8 mio. kr.).
  • Resultat efter skat blev 58,2 mio. kr. (46,2 mio. kr.).
  • Forrentning af den investerede kapital (ROIC) før skat blev 15,3% (13,3%).               
  • Resultat pr. aktie (EPS) steg til 30,8 kr. (24,4 kr.).
  • Pengestrømmen fra periodens drift blev 9,1 mio. kr. (39,4 mio. kr.).
  • Bestyrelsen foreslår et udbytte på kr. 10,75 pr. aktie a kr. 20, svarende til en payout-ratio på 35%.


Resumé

Der blev i regnskabsåret 2021/22 realiseret en omsætning på 1.065 mio. kr. (809,7 mio. kr.) svarende til en vækst på 32% og med en eksportandel på 83% (85%). Den realiserede omsætning er den største i koncernens historie og det 8. rekordår i træk. Det er en omsætningsudvikling, som generelt har overgået ­ledelsens forventninger, og som fremkommer efter vækstrater i årets fire kvartaler på henholdsvis 32%, 37%, 46% og 12%.

I årsrapporten for regnskabsåret 2020/21 forventede ledelsen for regnskabsåret 2021/22 en omsætning i niveauet 890-930 mio. Den realiserede omsætning ligger således over disse oprindelige forventninger, som blev opjusteret i takt med, at den realiserede omsætning overgik de foregående forventninger. Den realiserede omsætningsudvikling er et resultat af vækst i alle forretningsenheder.

Resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) steg til 107,5 mio. kr. (96,5 mio. kr.) svarende til en stigning på 11%.

Resultat af primær drift (EBIT) blev 64,9 mio. kr. (58,6 mio. kr.) og resultat før skat 80,6 mio. kr. (58,8 mio. kr.). Overskudsgraden (EBIT-margin) blev 6,1% (7,2%).

Årets resultat af primær drift (EBIT) steg således med 11%, mens årets resultat før skat steg med 37%.

I forbindelse med årsrapporten for regnskabsåret 2020/21 forventede ledelsen et resultat før skat på 64-67 mio. kr. I løbet af året justeredes forventningerne i takt med, at omsætningen overgik forventningerne, således at de i forbindelse med kvartalsmeddelelsen efter 3. kvartal udgjorde i niveauet 73 mio. kr. De foreløbige resultater efter 4. kvartal lå imidlertid under disse forventninger, som således blev justeret d. 28. oktober 2022 til et EBIT-resultat i niveauet 65 mio. kr. 

Det primære resultat er for hele regnskabsåret negativt på­virket af omkostningsstigninger på råvarer, komponenter, fragt og energi, der ikke til fulde er kompenseret gennem regulering af koncernens salgspriser. Hertil kommer forskydninger i koncernens produktmix samt afholdte tilpasningsomkostninger.

Forventninger til fremtiden

Det er ledelsens opfattelse, at omsætning og resultat i det ­kommende regnskabsår 2022/23 fortsat vil være udfordret af den internationale politiske situation, energiforsyning, inflation og deraf afledte markedsmæssige og logistiske udfordringer og usikkerheder.

På den baggrund forventer ledelsen en omsætning i niveauet 1.000 – 1.100 mio. kr. og et primært resultat (EBIT) i niveauet 50-60 mio. kr. Ledelsen bemærker, at årets forventninger er ­behæftet med en større grad af usikkerhed end normalt, som følge af de geopolitiske udfordringer.

Bestyrelsen indstiller følgende til generalforsamlingen i Gabriel Holding A/S den 15. december 2022:

  • Godkendelse af årsrapporten 2021/22.
  • Forelæggelse af vederlagsrapport til vejledende afstemning.
  • Udlodning af udbytte på kr. 10,75 pr. aktie a kr. 20.
  • Godkendelse af vederlag til bestyrelsen for indeværende regnskabsår.
  • Bestyrelsen foreslår genvalg af Jørgen Kjær Jacobsen, Hans O. Damgaard og Søren B. Lauritsen samt nyvalg af Randi Toftlund Pedersen og Søren Mygind Eskildsen som selskabets general­forsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.
  • Bestyrelsen foreslår genvalg af KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

Den officielle årsrapport offentliggøres på selskabets hjemmeside, og den trykte udgave af årsrapporten foreligger senest den 1. december 2022 på selskabets kontor.

Vedhæftede filer



Attachments

549300LK5U9PUCUD2X47-2022-09-30-da.zip Gabriel Holding AS - Meddelelse nr. 8 - Årsrapport 2021-22 - uofficiel pdf version