Introduktion af aktieincitamentsprogram


Meddelelse nr. 1 - 2023
til Nasdaq Copenhagen


19. januar 2023

Introduktion af aktieincitamentsprogram

Bestyrelsen i Brødrene A. & O. Johansen A/S har i dag besluttet at introducere et 3-årigt aktieincitamentsprogram, hvor udvalgte kommercielle ledere (”Deltagerne”) tildeles betingede gratisaktier (”Betingede Gratisaktier”) vederlagsfrit. Tildelingen omfatter ikke medlemmer af selskabets direktion eller bestyrelse.

Formålet med programmet er navnligt at (i) sikre sammenfaldende interesser mellem Deltagerne og selskabets aktionærer, (ii) motivere og understøtte en fastholdelse af Deltagernes fortsatte ansættelse, samt (iii) fremme en langsigtet værdiskabelse i selskabet.

Bestyrelsen har i alt tildelt Deltagerne 56.935 Betingede Gratisaktier. Den nuværende værdi af hver betinget gratisaktie er opgjort til DKK 91,28 svarende til den volumenvægtede gennemsnitskurs for Brødrene A. & O. Johansen A/S B-aktier i 10 handelsdage forud for introduktionstidspunktet. Den samlede dagsværdi af de tildelte Betingede Gratisaktier under programmet er opgjort til i alt DKK 5.197.027.

De Betingede Gratisaktier optjenes med 1/3 hvert år fra introduktionstidspunktet indtil alle Betingede Gratisaktier er optjent, svarende til at alle tildelte Betingede Gratisaktier optjenes over en samlet modningsperiode på i alt 3 år. Efter udløbet af modningsperioden i 2026 giver hver betinget gratisaktie Deltageren en ret til at modtage én Brødrene A. & O. Johansen A/S B-aktie med en nominel værdi på DKK 1. Optjening samt endelig levering af aktier i selskabet er i udgangspunktet betinget af, at Deltageren fortsat er ansat i A. & O. koncernen i henhold til nærmere fastsatte good og bad leaver vilkår.

Tildelingen af Betingede Gratisaktier har ingen udvandingseffekt for eksisterende aktionærer, da leveringen af aktier under programmet afdækkes via selskabets beholdning af egne aktier.

Med venlig hilsen

Brødrene A. & O. Johansen A/S

Niels A. Johansen
Adm. direktør

Vedhæftet fil



Attachments

Brødrene AO Johansen A_S - Selskabsmeddelelse vedr. introduktion af aktieincitamentsprogram_19.1.2023