Sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen går på pension


Selskabsmeddelelse nr. 5/2023
Holbæk, den 27. februar 2023


Sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen går på pension

Sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen, 69 år, fratræder sin stilling i Sparekassen Sjælland-Fyn pr. den 31. marts 2023 for at gå på pension.
Bruno Riis-Nielsen, der har arbejdet i den finansielle sektor i mere end fem årtier, har siden 2014 stået i spidsen for den strategiske udvikling af sparekassens erhvervsområde. Sparekassen har i perioden positioneret sig som en erhvervsbank for mindre og mellemstore virksomheder på Sjælland og Fyn, og erhvervsområdet udgør i dag mere en 50 % af sparekassens samlede udlånsportefølje.
Bruno Riis-Nielsen vil i en afgrænset tidsperiode fortsat være tilknyttet sparekassen i en rolle som særlig rådgiver for direktionen.

”Jeg har haft ni både spændende, udfordrende og lærerige år i sparekassen, hvor jeg har haft mulighed for at være en del af og bidrage til, at sparekassen i dag står stærkere end nogensinde. Vi har styrket kerneforretningen, og sparekassen står på et solidt afsæt for at fortsætte den positive udvikling i fremtiden. Jeg glæder mig derfor også over, at den målrettede indsats med at fremtidssikre sparekassen, ikke mindst på erhvervsområdet, har båret frugt, og jeg kan takke af efter et langt arbejdsliv med en rigtig god fornemmelse i kroppen,” lyder det fra sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen.

Bruno Riis-Nielsens ansvarsområder vil fremover blive varetaget af sparekassens øvrige direktion, som efter fratrædelsen består af administrerende direktør Lars Petersson, sparekassedirektør Lars Bolding og sparekassedirektør Jan Kolbye Jensen.

Sparekassen Sjælland-Fyn går hermed fra at have et erfarent firkløver til et erfarent trekløver i direktionen, og direktionen vil uændret fortsætte arbejdet med at eksekvere på sparekassens strategi ”Mod nye mål” med henblik på bl.a. at styrke sparekassens konkurrence- og indtjeningskraft yderligere i fremtiden.

Vi takker Bruno Riis-Nielsen for den store indsats og dedikation, han har ydet til sparekassen.

Med venlig hilsen

Thomas Kullegaard
Formand        

Yderligere information:
Presse- og direktionsrådgiver Morten Huse Eikrem-Jeppesen, tlf. 53 85 07 70
Administrerende direktør Lars Petersson
Sparekassedirektør Lars Bolding
www.spks.dk/ir

Vedhæftet fil



Attachments

Selskabsmeddelelse nr. 5 - 2023 Sparekassedirektør Bruno Riis-Nielsen går på pension