Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Pharma Equity Group A/S


Årets meddelelse nr.: 14

Dato: 9. marts 2023

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Pharma Equity Group A/S ("Selskabet"), den 31. marts 2023, kl. 14.00

hos

Accura Advokatpartnerselskab,
Tuborg Boulevard 1
2900 Hellerup

Dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling er følgende:

  1. Præsentation af dirigent
  2. Forslag om valg til bestyrelsen

Ad dagsordenens punkt 1: Præsentation af dirigent

I henhold til vedtægternes pkt. 7.1 har bestyrelsen udpeget advokat Martin Allan Christensen fra Accura Advokatpartnerselskab som dirigent på den ekstraordinære generalforsamling.

Ad dagsordenens punkt 2: Forslag om valg til bestyrelsen

Bestyrelsen foreslår, at Claus Abildstrøm og Peter Ole Jensen fratræder bestyrelsen per 31. marts 2023 umiddelbart efter afholdelsen af denne ekstraordinære generalforsamling.

Bestyrelsen foreslår samtidig, at følgende nye kandidater vælges til bestyrelsen: (i) Ole Larsen, (ii) Lars Gundorph, (iii) Mette Zacho, og (iv) Christian Vinding Thomsen.

Ole Larsen, MSc. i økonomi fra Copenhagen Business School og født 1965, er en erfaren CFO med baggrund inden for forskellige industrier i såvel børsnoterede og ikke noterede selskaber. Ole Larsen forventes at medbringe omfattende industriel og finansiel viden og know-how til Selskabet, idet han har stor ledelsesmæssig erfaring inden for internationale sundheds- og medie selskaber. Ole Larsen besidder følgende øvrige ledelseshverv:

  • CEO i Nuso ApS,
  • bestyrelsesmedlem i Linkfire A/S og
  • bestyrelsesformand i Rikke Gravengaard – Copenhagen A/S.

Lars Gundorph, certificeret forsikringsmægler og født i 1960, har arbejdet med salg og risikostyring i mange år og har succes med iværksætteri. I 2021 havde han en nøglerolle i det nye konsulenthus, North Risk A/S, som består af en række selskaber. Lars Gundorph var også co-founder til Assurandørgruppen i 1987, der i dag er kendt som Willis Towers Watson, og hjalp selskabet med at gå fra 8 ansatte til 510 ansatte. Lars Gundorph besidder følgende øvrige ledelseshverv:

  • CEO i North Risk A/S,
  • bestyrelsesformand i North Risk Realkreditrådgivning ApS,
  • bestyrelsesformand i North Risk Forsikringsmægler A/S,
  • CEO i Gundorph Holding ApS,
  • bestyrelsesformand i K/S City-Hoteller, Tyskland,
  • bestyrelsesformand i forsikringsmæglerselskabet Assurance Partner A/S,
  • bestyrelsesformand i North Danrisk ApS,
  • CEO i North Risk Holding A/S,
  • bestyrelsesformand i North Pensionsagentur A/S,
  • bestyrelsesformand i TLC Fashion P/S,
  • CEO i City-Hoteller, Tyskland ApS,
  • bestyrelsesformand i North Risk Financial Procurement ApS og
  • bestyrelsesformand i North Forsikringsagentur ApS

Mette Zacho, uddannet læge og PhD fra Københavns Universitet og født i 1975, er corporate vice president i Commercial Cell Therapy-afdelingen i Novo Nordisk A/S og har besiddet lignende ledende positioner i Novo Nordisk siden 2012. Mette Zacho har bred erfaring inden for farmaindustrien og har en medicinsk baggrund. Mette Zacho har ingen øvrige ledelsesposter.

Christian Vinding Thomsen, nuværende bestyrelsesformand for Reponex Pharmaceuticals og født i 1975, er uddannet cand.jur fra Københavns Universitet og uddannet advokat. Christian Vinding Thomsen har baggrund som in-house advokat hos Nomeco A/S (distributør af medicin) og har været partner i både store og mellemstore advokathuse. Christian Vinding Thomsen er i dag partner ved Loeven Law Firm P/S, hvor hans specialeområde er life science sektoren. Christian Vinding Thomsen besidder følgende øvrige ledelseshverv:

  • bestyrelsesformand i KT Stålindustri A/S,
  • bestyrelsesformand i Reponex Pharmaceuticals A/S,
  • bestyrelsesformand i Black Sun ApS,
  • bestyrelsesformand i Untold Productions ApS,
  • bestyrelsesmedlem i Loeven Advokatpartnerselskab,
  • bestyrelsesmedlem i Repoceuticals A/S,
  • bestyrelsesmedlem i AKI Therapeutics og CEO i StormVinding ApS.

Samtlige af de opstillede kandidater vurderes at være uafhængige.

Bestyrelsen vil herefter bestå af Ole Larsen, Lars Gundorph, Mette Zacho, Christian Vinding Thomsen og Peter Mørch Eriksen. Det forventes, at Peter Mørch Eriksen vil udpeges som bestyrelsesformand på et konstituerende møde af den nye bestyrelse umiddelbart efter generalforsamlingen.

Majoritetskrav

Vedtagelsen af forslaget under dagsordenens punkt 2 kan vedtages med simpelt flertal.

Aktiekapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret og deltagelse

På tidspunktet for indkaldelsen udgør Selskabets samlede aktiekapital nominelt DKK 44.379.620 fordelt på 44.379.620 aktier á DKK 1. Selskabets aktier er optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S og udstedt i papirløs form gennem VP SECURITIES A/S.

I forbindelse med det offentliggjorte prospekt af 27. februar 2023 (selskabsmeddelelse nr. 13) forventer Selskabet, at aktiekapitalen vil ændres i perioden fra indkaldelsestidspunktet til afholdelsen af den ekstraordinære generalforsamling. Aktionærer bedes være opmærksom på, at såfremt aktiekapitalen ændres i overensstemmelse med de i prospektet forslåede kapitalforhøjelser, vil aktiekapitalens størrelse være ændret på tidspunktet for afholdelsen af generalforsamlingen.

Hver aktie à DKK 1,00 giver én stemme på generalforsamlingen.

Registreringsdatoen er fredag den 24. marts 2023. Kun aktionærer, der besidder aktier i Selskabet på registreringsdatoen, har ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen. De aktier, aktionæren besidder, opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens aktier i ejerbogen samt meddelelser om ejerforhold, som Selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen.

En aktionær skal for at kunne give møde på en generalforsamling skriftligt have anmeldt sin deltagelse heri til Selskabets kontor senest 3 kalenderdage før afholdelse af generalforsamlingen, dvs. mandag den 27. marts 2023 kl. 23.59.

Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har løst adgangskort som beskrevet nedenfor.

Adgangskort, brevstemmer og fuldmagt

Enhver aktionær, eller fuldmægtig for en aktionær, skal have et adgangskort for at kunne deltage i generalforsamlingen. Adgangskort til generalforsamlingen kan indtil mandag den 27. marts 2023 kl. 23.59 rekvireres via Selskabets hjemmeside: www.pharmaequitygroup.dk, på VP SECURITIES A/S' (Euronext Securities) hjemmeside: www.vp.dk/agm eller ved skriftlig henvendelse via e-mail på CPH-investor@euronext.com. Efter dette tidspunkt kan der ikke bestilles adgangskort. Aktionærernes eventuelle rådgivere skal ligeledes med navns nævnelse og inden for samme frist løse adgangskort til generalforsamlingen.

Aktionærerne kan – i stedet for at afgive deres stemme på selve generalforsamlingen – vælge af afgive brevstemme. Aktionærer, der vælger at stemme per brev, skal sende deres brevstemme til Selskabet via e-mail på CPH-investor@euronext.com eller registrere brevstemmen på VP SECURITIES A/S' (Euronext Securities) hjemmeside: www.vp.dk/agm, således at brevstemmen er Selskabet i hænde senest torsdag den 30. marts 2023 kl. 12.00. Brevstemmeblanket kan findes på www.pharmaequitygroup.dk. En brevstemme, som er modtaget af Selskabet, kan ikke tilbagekaldes.

Enhver aktionær kan møde på generalforsamlingen ved fuldmægtig, der skal fremlægge skriftlig og dateret fuldmagt. Fuldmagtsblanket kan findes på www.pharmaequitygroup.dk. Ved afgivelse af fuldmagt skal den udfyldte og underskrevne fuldmagtsblanket være Selskabet i hænde senest mandag den 27. marts 2023 kl. 23.59. Fuldmagten kan sendes til Selskabet via e-mail på CPH-investor@euronext.com eller fuldmagten kan registreres på www.vp.dk/agm.

Yderligere oplysninger

Fra og med dags dato vil (i) indkaldelsen, (ii) oplysning om det samlede antal aktier og stemmerettigheder i Selskabet på datoen for indkaldelsen (indeholdt i nærværende indkaldelse), (iii) de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, (iv) dagsordenen og de fuldstændige forslag (indeholdt i nærværende indkaldelse), (v) samt fuldmagtsblanket og formular til afgivelse af brevstemmer være tilgængelige på Selskabets hjemmeside www.pharmaequitygroup.dk.

Spørgsmål fra aktionærerne

Aktionærerne kan forud for generalforsamlingen stille skriftlige spørgsmål frem til mandag den 27. marts 2023 kl. 23.59 til Selskabets ledelse om alle forhold, som er af betydning for bedømmelsen af Selskabets stilling eller om de forhold, hvorom der skal træffes beslutning på generalforsamlingen, samt om Selskabets forhold til koncernens selskaber. Spørgsmål kan sendes til direktør Peter Ole Jensen på e-mailadressen: peter.ole.jensen@pharmaequitygroup.com.

Alle henvendelser vedrørende ovenstående bedes venligst rettet til direktør Peter Ole Jensen på e-mailadressen: peter.ole.jensen@pharmaequitygroup.com.

Med venlig hilsen

Pharma Equity Group

På bestyrelsens vegne