Resultater i 1. kvartal 2023 blev som forventet


Selskabsmeddelelse nr. 8-2023

3. maj 2023  

North Media CEO Lasse Ingemann Brodt siger om 1. kvartal 2023:
”Udviklingen i 1. kvartal 2023 var som ventet. BoligPortal leverede igen rekordhøj omsætning og driftsresultat, drevet at et stort antal annoncer for lejeboliger, mens vores tre andre forretninger, især FK Distribution, var påvirket af lavere aktivitet. Vi fortsatte udviklingen af vores forretninger for i endnu højere grad at kunne udnytte fordelene ved volumen og skalering, og samtidig havde vi fokus på at etablere den fremtidige strategiske platform for hele koncernen.”
        
Finansielle nøgletal:

DKK mio.1. kvartal
 20232022
Omsætning240,0248,2
EBIT43,848,2
Overskudsgrad18,3%19,4%
Afkast på værdipapirer103,8-94,9
Pengestrømme fra driften57,037,0
Frie pengestrømme53,635,1

Udviklingen i forretningsområderne i 1. kvartal 2023

I forretningsområdet Last Mile (FK Distribution) faldt omsætningen 4,6% efter et ventet og primært konjunkturbestemt fald i tryksagsvolumen på 10,5%, mens der var fremgang i onlineplatformen minetilbud og selekteret post. Driftsresultatet faldt 13,2%, mens overskudsgraden blev 20,8% efter stærk omkostningsfokus.

Forretningsområdet Digital Services leverede en vækst i omsætningen på 3,2%, drevet af stigende annoncesalg i BoligPortal. Ofir var påvirket af en større end ventet nedgang i antallet af jobannoncer, hvor tilbagegangen i Bekey primært skyldtes lavere salg af hardware, mens licens- og serviceindtægterne steg. Digital Services’ driftsresultat steg 54% drevet af BoligPortal, mens overskudsgraden blev 9,6%.

Uændrede finansielle forventninger til 2023

Koncernens forventninger til 2023 er uændrede. Omsætningen ventes at udgøre 920-975 mio. kr., og EBIT-resultatet ventes at blive 125-160 mio. kr., med en overskudsgrad på cirka 15%.

Telekonference
CEO Lasse Ingemann Brodt og CFO Kåre Wigh præsenterer resultaterne på engelsk på en telekonference den 4. maj kl. 13:00. Tilmelding via dette link. Resultaterne præsenteres på dansk på HC Andersen Capitals platform den 4. maj 2023 kl. 15:00. Tilmelding via dette link.

Yderligere oplysninger:
CEO Lasse Ingemann Brodt, +45 20 24 32 92
CFO Kåre Wigh, +45 25 65 21 45

North Medias virksomheder driver platforme til transaktioner mellem erhvervsliv og forbrugere med særlig fokus på dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. FK Distribution er Danmarks førende distributør af tilbuds-og ugeaviser, driver den digitale platform minetilbud og leverer logistikydelser. BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste univers. Bekey giver digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af dagligvarer, måltidskasser m.fl.

Vedhæftede filer



Attachments

Delårsrapport 1. kvt. 2023 NORTHM-2023-03-31-da