Sydbanks delårsrapport – 1. halvår 2023


Selskabsmeddelelse nr. 21/2023
23. august 2023

Sydbanks delårsrapport – 1. halvår 2023

Hovedpunkter fra regnskabet for 1. halvår 2023

  • Periodens resultat på 1.492 mio. kr. giver en egenkapitalforrentning på 22,0 pct. p.a. efter skat
  • Basisindtjening på 3.389 mio. kr. er 41 pct. højere end i samme periode i 2022
  • Handelsindtjening på 186 mio. kr. er 60 pct. højere end i samme periode i 2022
  • Basisomkostninger på 1.600 mio. kr. mod 1.574 mio. kr. i samme periode i 2022
  • Basisresultat før nedskrivninger på 1.975 mio. kr. er 110 pct. højere end i samme periode i 2022
  • Nedskrivninger på udlån mv. udgør en indtægt på 16 mio. kr.
  • Bankudlån stiger med 0,7 mia. kr., svarende til en stigning på 1 pct. i forhold til ultimo 2022
  • Egentlig kernekapitalprocent er på 18,7 og er steget med 1,4 procentpoint i forhold til ultimo 2022

Administrerende direktør Karen Frøsig udtaler om resultatet:

  • Det er positivt, at vi i årets første halvdel har forbedret vores lønsomhed markant. Den store stigning i de samlede indtægter på 42 pct. skyldes primært stærke nettorenteindtægter og højere handelsindtægter. Nettogebyrindtægterne faldt som følge af den generelle afmatning på boligmarkedet, hvorimod omkostningerne lå på et stabilt niveau. Nedskrivningerne udgør en mindre indtægt i 1. halvår 2023, hvilket afspejler udlånsporteføljens solide kreditkvalitet. Samlet giver dette en fordobling af resultat efter skat, og vi kunne i juni 2023 atter opjustere forventningerne til årets resultat for 2023.

Som kommentar til udviklingen i renteindtægterne siger Karen Frøsig:
-  Effekten af at Nationalbanken har hævet styringsrenten kontinuerligt siden juli 2022 kan tydeligt ses på bankens nettorenteindtægter. Nettorenteindtægterne er således mere end fordoblet, når man sammenholder med 1. halvår 2022. Udviklingen i nettorenteindtægterne er væsentligt påvirket af højere udlån og af en højere forrentning af bankens markante indlånsoverskud, der tidligere har været placeret til negativ forrentning.

Bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen siger:

  • Det er glædeligt, at banken har kunnet igangsætte et nyt aktietilbagekøb på 600 mio. kr., der sammen med det tidligere udbetalte udbytte på 950 mio. kr. medfører en samlet udlodning i indeværende år på 1.550 mio. kr. Efter den markante udlodning er banken fortsat særdeles velkapitaliseret og robust.

Forventninger til 2023

  • Basisindtjeningen forventes at blive højere end i 2022.
  • Basisomkostningerne forventes at blive højere end i 2022.
  • Nedskrivningerne forventes at udgøre en mindre udgift.
  • Omkostninger med engangskarakter forventes at udgøre i intervallet 50-60 mio. kr.
  • Resultatet efter skat forventes at være i intervallet 2.600-2.900 mio. kr.
  • Forventningen er forbundet med usikkerhed og afhænger af udviklingen på de finansielle markeder samt de makroøkonomiske forhold, der bl.a. kan påvirke niveauet for nedskrivninger.

Yderligere oplysninger
Bankdirektør Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 20 30
Pressechef Susanne Ingeman Faber, tlf. 26 29 11 29

Vedhæftede filer



Attachments

SM 21 Delårsrapport 1. halvår 2023