Tryg foretager strategiske og organisatoriske ændringer



Tryg-koncernen har de seneste år gennemgået en transformation i både størrelse og geografisk tilstedeværelse som følge af to vigtige opkøb og en generel positiv toplinjevækst. Koncernen er nu det største skadeforsikringsselskab i Skandinavien, hvilket skaber nye muligheder og en styrket markedsposition. Kerneforretningen er i god form, og der er ved Q2 2023 leveret synergier fra RSA-opkøbet for 547 mio. kr. ud af det samlede mål for synergier på 900 mio. kroner ved udgangen af 2024.

Det makroøkonomiske miljø på tværs af koncernens skandinaviske markeder er dog væsentligt forandret sammenlignet med november 2021, hvor 2024-strategien, inklusive finansielle mål, blev lanceret. Tryg-koncernen har mere end halvdelen af sin forretning i Norge og Sverige, hvor inflationsraterne fortsat er høje og valutaerne i begge lande væsentligt devaluerede.

For at forløse det fulde potentiale i koncernens nye størrelse og for at styre forretningen ansvarligt igennem denne ekstraordinære tid, har Tryg i dag offentliggjort en række strategiske og strukturelle ændringer. Ændringer, der vil styrke både den kort- og langsigtede konkurrenceevne og robusthed og samtidig sikre et stærkt fundament for den kommende 2027-strategi, der vil blive lanceret i Q4 2024.

Group CEO, Johan Kirstein Brammer, siger: ”Vi har i dag offentliggjort en række strategisk vigtige ændringer, der tilsammen vil styrke vores konkurrenceevne og give os mulighed for at investere i fremtiden. Ændringerne underbygger både vores løfte om at levere på de finansielle mål for 2024, og gør os klar til en ny strategiperiode. Ved at foretage disse ændringer fremtidssikrer vi en større koncern og tilpasser organisationen til det nuværende makroøkonomiske miljø.”


Erhverv- og industrisegmenter samles
Med inspiration fra Trygg-Hansas succesfulde model for betjening af virksomhedskunder vil Tryg fra 1. oktober 2023 sammenlægge sine erhvervs- og industri-divisioner i henholdsvis Danmark og Norge. Industriforretningerne har i begge lande gennemgået en succesfuld transformation over de seneste år, hvor porteføljen af store kunder er blevet justeret for at sikre en mere sund og lønsom forretning. Sammenlægningerne er efter denne succesfulde nedskalering et naturligt næste skridt på vejen til at blive en mere effektiv og kundecentreret forretning, hvor virksomhedskunder vil opleve en enklere indgang til Tryg. Til at lede de nyetablerede Commercial divisioner er to interne kandidater udpeget. Senior Vice President, Hans Arnum, er udnævnt som direktør for Commercial Lines Danmark, mens Senior Vice President, Michael Kolbæk, er udnævnt som direktør for Commercial Lines Norge. Erhverv og Industri vil regnskabsteknisk forblive separate enheder.


Synergier leveret en anelse foran planen
Synergierne fra RSA-integrationen realiseres hurtigere end forventet. Derfor er det et naturligt næste skridt at tilpasse organisationsdesignet i koncernens svenske forretning, Trygg-Hansa, så den afspejler den organisering, Tryg har i sine øvrige markeder. Et decentralt organisationsdesign, der fordrer, at beslutninger træffes tæt på kunderne med forståelse for de lokale markedsforhold. Denne strukturelle harmonisering har været planlagt siden opkøbet, og med integrationen så godt på vej er det et naturligt skridt at accelerere ændringen. Den svenske organisationsændring har desuden til formål, at gøre Trygg-Hansa klar til en ny strategiperiode. Det betyder, at VD i Trygg-Hansa, Mats Dahlquist, per 1. januar 2024 forlader koncernen og overdrager til den fortsættende svenske ledelse, der fremover vil referere til Tryg-koncernens direktion.


Styrkelse af robustheden i en større koncern
Parallelt med behovet for at navigere i et udfordrende makroøkonomisk miljø er Tryg-koncernen blevet betydelig større og må derfor løbende sikre, at dens størrelse og skala bliver brugt optimalt.  

CEO Johan Kirstein Brammer udtaler: ”Vi må sikre os, at vores organisatoriske setup, vores omkostningsniveau og vores arbejdsgange understøtter vores forpligtelse til at levere på vores mål for 2024 og samtidig forbereder Tryg på fremtiden. En fremtid, hvor vi drager fordel af vores størrelse og organisation, mens vi navigerer igennem makroøkonomisk usikkerhed. Som en konsekvens af de offentliggjorte ændringer, især drevet af sammenlægningen af industri- og erhvervs-divisionerne, har vi i dag kommunikeret, at vi på tværs af koncernen reducerer antallet af ansatte med mellem 250-270. Vi har over en periode arbejdet ihærdigt med ikke at genbesætte åbne stillinger for på den vis at minimere antallet af påvirkede medarbejdere. Det gør mig trist at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, men tiltagene er nødvendige.”

Mens de RSA-relaterede synergier indtil videre primært er hentet fra den norske og svenske organisation, har hovedparten af opsigelserne i dag fundet sted i Danmark. De resterende vil ske i den danske og norske organisation som følge af sammenlægningerne af erhvervs- og industridivisionerne. Disse er inkluderet i de 250-270 opsigelser. Tryg vil i Q3 2023 udgiftsføre en engangsomkostning til restrukturering på 180 mio. kr.

Den finansielle guidance for 2024 forbliver uændret med et mål for insurance service result på 7,2-7,6 mia. kr., drevet af en combined ratio på eller under 82% og en expense ratio på omkring 13,5%.

CEO Johan Kirstein Brammer slutter: ”Dagens ændringer vil styrke vores position og mulighed for at gribe de vækstmuligheder, der eksisterer i verdens nok mest attraktive skadeforsikringsmarked. Der er behov for investeringer på tværs af forretningen for at opnå denne potentielle vækst, mens vi samtidig må forblive meget fokuserede på løbende at bekæmpe inflation i nogle af vores hovedmarkeder.”

Vedhæftet fil



Attachments

Tryg foretager strategiske og organisatoriske ændringer