Sydbanks delårsrapport – 1.-3. kvartal 2023


Selskabsmeddelelse nr. 36/2023
1. november 2023

Sydbanks delårsrapport – 1.-3. kvartal 2023

Hovedpunkter fra regnskabet for 1.-3. kvartal 2023

  • Periodens resultat på 2.409 mio. kr. giver en egenkapitalforrentning på 23,2 pct. p.a. efter skat
  • Basisindtjening på 5.227 mio. kr. er 42 pct. højere end i samme periode i 2022
  • Handelsindtjening på 240 mio. kr. er 36 pct. højere end i samme periode i 2022
  • Basisomkostninger på 2.335 mio. kr. mod 2.288 mio. kr. i samme periode i 2022
  • Basisresultat før nedskrivninger på 3.132 mio. kr. er 98 pct. højere end i samme periode i 2022
  • Nedskrivninger på udlån mv. udgør en indtægt på 21 mio. kr.
  • Bankudlån falder med 1,8 mia. kr., svarende til et fald på 2 pct. i forhold til ultimo 2022
  • Egentlig kernekapitalprocent er på 18,5 og er steget med 1,2 procentpoint i forhold til ultimo 2022

Administrerende direktør Karen Frøsig udtaler om resultatet:

  • Det er positivt, at vi i årets tredje kvartal kan forbedre lønsomheden yderligere fra et i forvejen meget højt niveau i årets 2 første kvartaler. Forbedringen i lønsomheden kan tilskrives en fortsat stigning i de samlede indtægter og skyldes primært højere nettorenteindtægter. Nedskrivningerne udgør en mindre indtægt i årets første 9 måneder, hvilket afspejler udlånsporteføljens solide kreditkvalitet. Samlet giver dette en fordobling af resultat efter skat, og vi kunne i september 2023 atter opjustere forventningerne til årets resultat for 2023.

Som kommentar til udviklingen i renteindtægterne siger Karen Frøsig:
-  Effekten af at Nationalbanken har hævet styringsrenten kontinuerligt siden juli 2022 kan tydeligt ses på bankens nettorenteindtægter. Nettorenteindtægterne er således mere end fordoblet, når man sammenholder de første 9 måneder af 2023 med samme periode i 2022. Udviklingen i nettorenteindtægterne er væsentligt påvirket af en højere forrentning af bankens markante indlånsoverskud, der tidligere har været placeret til negativ forrentning.

Bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen siger:

  • Det er glædeligt, at banken efter det i tredje kvartal igangsatte aktietilbagekøb på 600 mio. kr. fortsat er særdeles velkapitaliseret og robust. Dette er specielt vigtigt i en tid med geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed.

Forventninger til 2023

  • Basisindtjeningen forventes at blive højere end i 2022.
  • Basisomkostningerne forventes at blive højere end i 2022.
  • Nedskrivningerne forventes at udgøre en mindre udgift.
  • Omkostninger med engangskarakter forventes at udgøre i niveauet 50 mio. kr.
  • Resultatet efter skat forventes nu at være i intervallet 3.000-3.200 mio. kr.
  • Forventningen er forbundet med usikkerhed og afhænger af udviklingen på de finansielle markeder samt de makroøkonomiske forhold, der bl.a. kan påvirke niveauet for nedskrivninger.

Yderligere oplysninger
Bankdirektør Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 20 30
Pressechef Susanne Ingeman Faber, tlf. 26 29 11 29

Vedhæftede filer



Attachments

SM 36 Delårsrapport 1.-3. kvartal 2023