BI Boligejendomme A/S - Resultatforventninger for 2023


København K, Dec. 04, 2023 (GLOBE NEWSWIRE) --

Ejendomsmarkedet er fortsat præget af usikkerhed om den makroøkonomiske og finansielle udvikling, herunder konjunktur-, rente og inflationsudviklingen, hvilket også påvirker BI Boligejendomme A/S.

En ekstern valuar har gennemgået ejendomsporteføljen og vurderer, at markedsafkastkravet er forøget.

Der er stadigvæk stor interesse for ejendomsinvesteringer fra professionelle investorer, som har investeringskapacitet og likviditet allokeret til nye ejendomsinvesteringer. Som følge af markedsusikkerheden har investeringsaktiviteten imidlertid været begrænset i årets første 3 kvartaler, og der er fortsat en lav markedsgennemsigtighed.

Samlet set nedskrives værdien af ejendomsporteføljen i BI Boligejendomme A/S med ca. 2 %, hvilket indregnes i selskabets indre værdi den 4. december 2023.

BI Boligejendomme A/S forventer på den baggrund et resultat for 2023 svarende til et investorafkast i niveauet -9 % mod tidligere i niveauet -7 %. I resultatforventningerne er forudsat uændrede afkastkrav resten af året ved værdiansættelse af ejendomsporteføljen.

Selskabets resultat afhænger primært af den almindelige markedsudvikling, udviklingen på det danske boligudlejningsmarked samt den ejendomsportefølje, som selskabet er eksponeret imod.

Ejendomsporteføljen i BI Boligejendomme A/S består af velbeliggende boligejendomme i vækstbyer uden for Københavnsområdet. Ejendomsporteføljen er aktuelt ikke gearet, og driftsafkastet forventes på længere sigt at udgøre en betydelig andel af totalafkastet.

Selskabets resultatforventninger er alene gældende for 2023, og fremadrettet forventes et afkast i niveauet 3 % p.a. i overensstemmelse med selskabets langsigtede afkastforventninger.

Med venlig hilsen
BI Boligejendomme A/S

Ole Mikkelsen
Direktør