Alm. Brand A/S - Forventninger til 2024 og resultat for 2023


Forventninger til 2024 og resultat for 2023

Alm. Brand Group offentliggør hermed forventningerne til resultatet for 2024 samt det overordnede resultat for 2023. Delårsrapporten for 4. kvartal 2023 offentliggøres som annonceret den 8. februar 2024.

Alm. Brand Group vil i 2024 fortsætte den positive udvikling og forventes således at realisere et forsikringsresultat eksklusive afløbsgevinster og -tab på 1,40 – 1,60 mia. kr. I resultatforventningen er inkluderet synergigevinster på samlet 450 mio. kr. Den forventede fremgang i forhold til det realiserede resultat i 2023 indeholder et forventet lavere erstatningsniveau til især vejrligsskader samt en bedre lønsomhed i Privat og en fastholdelse af den positive udvikling i Erhverv.

Omkostningsprocenten forventes at blive i niveauet 17-17,5 % og Combined Ratio eksklusive afløbsresultat forventes at blive i niveauet 87-89.

Investeringsresultatet forventes at blive i niveauet 250 mio. kr. baseret på de aktuelle estimerede horisontafkast for den frie portefølje og for øvrige aktiviteter forventes et underskud i niveauet 125 mio. kr.

Alm. Brand Group forventer dermed et koncernresultat for 2024 eksklusive særlige omkostninger på 1,53 – 1,73 mia. kr. før skat.

Særlige omkostninger til integration af Codan og realisering af synergier forventes at udgøre i niveauet 200-250 mio. kr., og der vil i tillæg hertil foretages afskrivninger på immaterielle aktiver på ca. 360 mio. kr.

Alm. Brand Group havde i 2023 forsikringsindtægter på 11,8 mia.kr. og forsikringsresultatet blev på 1,41 mia. kr. inklusive afløbsgevinster. Combined Ratio for 2023 blev dermed 88,0. Årets forsikringsresultat vurderes samlet set at være tilfredsstillende til trods for høje erstatningsomkostninger til vejrligsskader. Forsikringsresultatet afspejler således en fortsat positiv udvikling frem mod realisering af de finansielle mål i 2025. Årets investeringsresultat blev på 365 mio. kr. og anses ligeledes for tilfredsstillende. Andre indtægter og omkostninger blev som ventet og dermed endte 2023 resultatet før særlige poster og skat på 1,65 mia.

CEO Rasmus Werner Nielsen udtaler:

”2023 var et år, hvor vi har hjulpet ekstraordinært mange kunder med skader forårsaget af de usædvanligt mange vejrbegivenheder. Jeg er derfor tilfreds med, at vi er lykkes med at fortsætte vores fremgang. Vores forventninger til 2024 afspejler, at vi i år tager endnu et stort skridt frem mod realiseringen af vores finansielle mål for 2025.”

Kontakt

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:

Investorer og aktieanalytikere:                 

Mads Thinggaard - Head of IR, Rating & ESG Reporting - mobil nr. 2025 5469                

Mikael Bo Larsen - Senior Investor Relations Officer - mobil nr. 5143 8002

Presse:        

Mikkel Lars Nikolajsen – Pressechef - mobil nr. 2218 5711



Vedhæftet fil



Attachments

AS 04 2024 - Forventninger 2024