Danske Bank udbetaler udbytte for 1. halvår 2024, har til hensigt at udlodde kapital frigjort ved salg af norsk privatkundeforretning og den resterende del af årets resultat for 2024


Selskabsmeddelelse nr. 31 2024





 Danske Bank A/S
Bernstorffsgade 40
1577 København V
Telefon 45 14 14 00





19. juli 2024

Danske Bank udbetaler udbytte for 1. halvår 2024,
har til hensigt at udlodde kapital frigjort ved salg af norsk privatkundeforretning
og den resterende del af årets resultat for 2024   

Som et led i vores Forward ’28-strategi har Danske Bank fastsat klare ambitioner om at fortsætte vores bestræbelser på at styrke vores position som en førende bank i Norden til gavn for kunder, samfundet og aktionærer. Vores ambitioner indebærer, at vi løbende genererer og udlodder kapital til vores aktionærer.

Udbytte for 1. halvår 2024
På baggrund af det stærke finansielle resultat for 1. halvår 2024 og koncernens solide kapitalgrundlag ved udgangen af perioden har bestyrelsen godkendt et foreløbigt udbytte på 7,5 kr. pr. aktie, hvilket svarer til en udbetaling på 56 pct. af periodens resultat. Udbyttet vil blive udbetalt den 24. juli 2024, og ex-udbyttedatoen er den 22. juli 2024.

For så vidt angår kapitaludlodning for 2025 og frem vil Danske Bank udlodde udbytte én gang årligt.

Kapital frigjort ved salg af norsk privatkundeforretning
I 4. kvartal 2024 har vi til hensigt at udlodde den kapital, der frigøres ved salget af vores norske privatkundeforretning. Udlodningen vil i givet fald ske som en ekstraordinær udbyttebetaling, når salget til Nordea er afsluttet. Den frigjorte kapital forventes at udgøre ca. 5,5 mia. kr.

Udbetaling af resterende del af årets resultat for 2024
Desuden er det bestyrelsens intention, at den resterende del af årets resultat for 2024 udbetales i 2025. Dette forudsætter, at vi fortsat leverer en stærk indtjening, opnår relevante godkendelser, inklusive fra det danske Finanstilsyn, og at bankens kapitalprocenter fortsat ligger over relevante krav.

Løbende værdiskabelse
At skabe værdi for aktionærerne er af afgørende betydning på samme måde som at skabe værdi for kunder, medarbejdere og det samfund, vi er en del af. Det er en forudsætning for vores långivning og forretning, at vi kan få kapital fra aktionærer. Efter nogle år med begrænset kapitaludlodning er det tilfredsstillende, at vores foreløbige udbytteudbetaling i 2023 og 2024 gavner de store professionelle investorer, som omfatter stort set alle større danske pensionskasser, og de private investorer. Blandt vores aktionærer er der mere end 175.000 privatpersoner i Danmark, som har valgt at investere en del af deres opsparing i Danske Bank-aktier.

Danske Banks udbyttepolitik er uændret for 2025 og frem, og det er fortsat vores ambition at udbetale 40-60 pct. af årets resultat i form af årlige udbyttebetalinger. Danske Bank har et solidt kapitalgrundlag og en stærk likviditetsposition, og det er fortsat bestyrelsens hensigt at følge bankens politik for udlodning af kapital.


Danske Bank

Kontaktperson: Presserådgiver Mads Sixhøj, telefon 45 14 14 00

Vedhæftet fil



Attachments

Selskabsmeddelelse nr 31 2024