Nedjustering samt omkostningsreduktion


Enalyzer A/S har i den seneste tid måttet konstatere, at en række kunder har
annulleret eller udskudt ordrer, der ellers var betragtet som afgivne eller
meget sandsynlige. Dette sker angiveligt på grund af generel tilbageholdenhed
hos kunderne, foranlediget af den generelle økonomiske afmatning, som også slår
igennem på Enalyzers marked. 

Dette har ført til, at Enalyzers omsætning for 3. kvartal er blevet noget
lavere end forventet, ligesom Enalyzer må ændre sine forventninger til
omsætningen i 4. kvartal og i 2009. 

Enalyzer offentliggør sin rapport for 3. kvartal 2008 den 28. oktober. Det kan
imidlertid allerede nu oplyses, at omsætningen i 3. kvartal vil blive ca. 5,7
mio. kr. og at EBITDA vil blive ca. -2,9 mio. kr. 

Enalyzers forventninger til 2008 nedjusteres til at en omsætning på 31-32 mio.
kr. og et EBITDA på ca. - 10 mio. kr. 

Som følge af de ændrede forventninger til omsætningen gennemfører selskabet
betydelige omkostningsreduktioner i form af afskedigelse af 9 medarbejdere i
Danmark. Videre afskediges 1 medarbejder i Enalyzers svenske datterselskab. 

Samtidig fratræder selskabets administrerende direktør, Mogens Nielsen, i
henhold til gensidig aftale, idet et væsentligt fokus for Mogens Nielsens
arbejde har været at gennemføre en yderligere international ekspansion, som
under de nuværende markedsforhold har måttet sættes i bero. Som ny
administrerende direktør er udnævnt Jakob Roed Jakobsen, som er en af
selskabets stiftere. Jakob Roed Jakobsen har tidligere været en del af
selskabets direktion, og har indtil nu virket som en del af selskabets daglige
ledelse. 

Formålet med de besluttede omkostningsreduktioner er at tilpasse selskabets
organisation, så den kan opretholde den betydelige markedsandel, selskabet har
i Danmark, samt fastholde de brohoveder for international ekspansion, som
selskabet har etableret i Sverige og Norge, alt med henblik på at skabe fornyet
vækst, når markedsmulighederne tilsiger dette. 

Omkostningsreduktionerne vil på grund af opsigelsesvarsler først slå igennem i
1. halvår 2009 og sigter mod at skabe positiv driftslikviditet i løbet af dette
halvår. Enalyzer har det budgetmæssigt fornødne likviditetsberedskab til at
realisere dette. 

På vegne bestyrelsen for Enalyzer A/S
Erik Nyborg, bestyrelsesformand
T: (+45) 33 38 70 08
E: en@nrlaw.dk

Enalyzer A/S
Havnegade 39, 1058 København K
Hjemmeside: www.enalyzer.dk

Certified Adviser:
Partner Jan Hetland Møller
Grant Thornton
Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
Stockholmsgade 45
2100 København Ø
Telefon: 35 27 13 83

Pièces jointes

24_selskabsmeddelelse.pdf