- Udstedelse af warrants, nedjustering samt omkostningsreduktion


Med det formål at imødekomme usikkerheden ved et tilbageholdende marked samt at
sikre positiv driftslikviditet i 1. halvår 2009 foretager Enalyzer yderligere
omkostningsreduktioner svarende til 5 fuldtidsansatte. 

Enalyzer fastholder forventning til årets omsætning på 31-32 mio. kr., hvorimod
EBITDA forventes forværret til ca. - 13 mio. kr.  i forhold til tidligere
offentliggjort EBITDA forventning på ca.  -10 mio. kr., jf. meddelelse nr. 24
af 23. oktober. Nedjusteringen skyldes primært regnskabsmæssige hensættelser
til opsagte medarbejderes lønninger og feriepenge, som konsekvens af at de
medarbejdere, selskabet har opsagt i oktober måned og i december måned, for de
flestes vedkommende er fritstillede pr. 31. december 2008. Videre fratræder
selskabets Produkt- og Analysedirektør, Ulrik Larsen, med virkning pr. 31.
december 2008 til fordel for anden stilling. 

Formålet med de besluttede omkostningsreduktioner er at foretage en yderligere
tilpasning af selskabets organisation, med henblik på at etablere en
overskudsgivende drift, så selskabet kan opretholde den betydelige
markedsandel, selskabet har i Danmark, samt kan fastholde de brohoveder for
international ekspansion, som selskabet har etableret i Sverige og Norge, alt
med henblik på at skabe fornyet vækst, når markedsmulighederne tilsiger dette. 

Endelig meddeles det, at Enalyzer har udstedt 28.351 warrants, til en
tegningskurs a 11 kr. pr. aktie a kr. 0,25, til to medlemmer af selskabets
bestyrelse, i overensstemmelse med selskabets vedtagne retningslinjer for
incitamentsprogrammer og i henhold til bestyrelsens vedtægtsmæssige
bemyndigelse. De omhandlede warrants er optjent (vestet) i løbet af 2008 og kan
udnyttes inden for en periode af fem år fra optjeningstidspunktet og inden for
de perioder (udnyttelsesvinduer) hvor medlemmer af selskabets ledelse kan tegne
og handle aktier. Der skal ikke være uopfyldt andre konkrete betingelser for at
udnytte de tildelte warrants. 

Formålet med at vederlægge bestyrelsesmedlemmer med warrants er at knytte
bestyrelsesmedlemmernes interesser tæt til selskabets interesser. Warrants
tildeles ud fra det princip, at værdien af tildelte warrants for et
bestyrelsesmedlem skal svare til et vederlag på ca. 90.000 kr. for et års virke
som medlem af selskabets bestyrelse. De tildelte warrants er, da bestyrelsen
traf principbeslutning om udstedelse af warrants, værdisat til kr. 5,67 pr.
warrant, beregnet pr.  24. juni 2008, baseret på Black-Scholes model til
værdiansættelse af warrants. Ved beregningen er følgende forudsat: intet
udbytte på aktien, volatilitet på 55 %, en risikofri rente på 4 % og en
aktiekurs på kr. 11. En markedspris beregnet på nuværende tidspunkt, efter
seneste aktiekurs på 2 kr. pr. aktie, og i øvrigt på grundlag af samme
forudsætninger, fører til en markedskurs pr. warrant på kr. 0,25. 

For yderligere information om Enalyzer A/S, kontakt venligst:
Jakob Roed Jakobsen, Adm. Direktør & Medstifter
Telefon: +45 70 10 70 06
E-mail: investor@enalyzer.com

Enalyzer A/S
Havnegade 39, 1058 København K
Hjemmeside: www.enalyzer.dk

Certified Adviser:
Partner Jan Hetland Møller
Grant Thornton
Statsautoriseret Revisionsaktieselskab
Stockholmsgade 45
2100 København Ø
Telefon: 35 27 13 83

Pièces jointes

27_nedjustering og warrants_30122008.pdf