Coloplast overtager SAS Lilial


I dag overtager Coloplast A/S den franske distributør af medicinsk udstyr SAS Lilial (Lilial) for et kontant beløb på EUR 35,5 mio., svarende til ca. 264 mio. danske kr.

Lilial er en privatejet, fransk distributør af medicinsk udstyr med landsdækkende distribution af katetre og stomiprodukter grundlagt i 2003. Lilial stiller produkter til rådighed for brugere fra et antal forskellige producenter heriblandt Coloplast. Selskabet har cirka 80 ansatte og forventes at levere en omsætning på omkring EUR 33 mio. eller omkring 246 mio. danske kr. for regnskabsåret 2017.

Overtagelsen udgør endnu et element i Coloplasts overordnede ambition om at sikre sine brugere adgang til innovative produkter. Ydermere styrker opkøbet Coloplasts position og produkt- og serviceudbud i Frankrig samt åbner for yderligere adgang til betalere. Coloplast forventer at fortsætte samarbejdet med sundhedspersonale og distributionspartnere gennem de forskellige brugerprogrammer med henblik på at forbedre den overordnede brugeroplevelse.

“Overtagelsen af SAS Lilial er en del af vores opdaterede strategi om at forfølge ikke-organiske vækstmuligheder og samtidig styrke vores serviceforretning. Ved at overtage Lilial styrker vi vores position i Frankrig yderligere og sikrer vores brugere adgang til innovative produkter. Lilial er et rigtig godt match, og jeg glæder mig til at byde Lilial velkommen som en del af Coloplast,” siger Coloplast CEO Lars Rasmussen.

Overtagelsen betyder en justeret finansiel forventning for regnskabsåret 2017/18:

Organisk omsætningsvækst på ~7% fastholdes uændret. Væksten i danske kroner på 5-6% baserede på spot rater pr. 31 oktober 2017 forventes at blive ~1% højere.

Den forventede EBIT-margin på 31-32% i faste valutakurser og omkring 31% i danske kroner fastholdes uændret.

Transaktionen forventes at bidrage til Coloplasts langsigtede vækstambitioner. Den langsigtede forventning for LEAD20 strategiperioden indtil 2019/20 på 7-9% organisk omsætningsvækst årligt og en EBIT-margin på mere end 30% i faste valutakurser fastholdes uændret.

For yderligere oplysninger om Lilial henvises til www.lilial.fr

 
KONTAKT
Lina Danstrup
Senior Media Relations Manager, Corporate Communications
+45 49 11 26 07
dklina@coloplast.com  
 
Ellen Bjurgert
Director, Investor Relations
+45 49 11 33 76
dkebj@coloplast.com

 

    


Pièces jointes

2017_Coloplast overtager SAS Lilial.pdf