Årsrapport – Værdipapirfonden Sparindex med tilhørende afdelinger


Samtlige afdelinger - på nær Globale Aktier Min. Risiko AKK KL - gav moderat positive afkast i 2020. Vores forventninger om positive afkast for fondene blev dermed delvist indfriet. For Globale Aktier Min. Risiko AKK. KL er afkastafvigelsen til sammenligningsindekset i den høje ende, men ligger dog inden for rammerne af det forventede.

2020 har været et år præget af usædvanligt store udsving på de finansielle markeder som følge af COVID-19 og de medfølgende nedlukninger af økonomierne verden over. I første kvartal var der store fald på tværs af både aktier og obligationer. For at modvirke de økonomiske konsekvenser ved nedlukning lempede centralbanker og regeringer verden over penge- og finanspolitikken. Tiltagene, som bestod af rentesænkninger, store opkøbsprogrammer af obligationer og finanspolitiske hjælpepakker, gav medvind til de finansielle markeder.

Globale aktier, målt ved MSCI ACWI, steg cirka syv procent i løbet af året - målt i danske kroner. Det skal ses i lyset af første kvartals fald på cirka 29%, der blev pænt opvejet at de efterfølgende kvartalers samlede stigning på cirka 48%. Obligationskurserne var ligeledes præget af store udsving i 2020, men obligationerne endte året med positive afkast som følge af rentefald og fald i kreditpræmierne. Året sluttede med vaccinegodkendelser og afklaring af både Brexit og det amerikanske præsidentvalg. Alle tre begivenheder gav yderligere medvind til aktier og obligationer med kreditrisiko.

I hovedtræk kan udviklingen i Værdipapirfonden Sparindex opsummeres således:

  • Afkastet for fondens aktieafdelinger blev på mellem -4,95 % og 7,25 %
  • Afkastet for fondens blandede afdelinger blev på mellem 1,94 % og 3,65 %

Fondens formue var ved udgangen af 2020 på ca. 2.373 mio. kr., mens det regnskabsmæssige resultat blev på 27 mio. kr.


Værdipapirfondens årsrapport er vedhæftet denne fondsbørsmeddelelse og kan også downloades på sparinvest.dk.

Spørgsmål til fondsbørsmeddelelsen kan rettes til direktør Niels Solon på telefon 36 34 75 00.


Med venlig hilsen

ID-Sparinvest, Filial af Sparinvest S.A., Luxembourg

Niels Solon, direktør

Vedhæftet fil



Pièces jointes

Aarsrapport for VPF Sparinvest 2020