MAAG Gear køber produktionsvirksomhed i Polen


MAAG Gear AG, der er en del af den FLS Industries-ejede F.L.Smidth-Fuller Engineering koncern, erhverver aktiviteterne i den polske gearproducent, ABB Zamech Sp.z.o.o. Overtagelsen bliver effektiv pr. 1. marts 2000 under forudsætning af en tilfredsstillende due diligence rapport og sker som led i FFE koncernens strategi, der skal styrke gearvirksomhedens internationale konkurrenceevne målt på kvalitet, pris og leveringssikkerhed. Sælgeren er den tyske industrivirksomhed, ABB Beteiligungen Mannheim GmbH. MAAG Gear erhverver rettighederne til samtlige ABB Zamechs produkter samt maskiner, udstyr og en stab på 160 medarbejdere. Parterne er enige om ikke at offenliggøre salgsprisen. Den økonomiske effekt af overtagelsen forventes i indeværende regnskabsår at blive et nul-resultat, hvorefter der påregnes et løbende, positivt afkast af den investerede kapital. MAAG Gear omsatte i 1999 for 415 mio. kr.(55,8 mio. euro) og beskæftigede 300 medarbejdere. Zamech-fabrikken, der i 1999 omsatte for 60 mio. kr. (8,1 mio. euro), ligger ca. 40 km øst for kystbyen Gdansk i Elblag, hvor den i 40 år har produceret gear og dele til gear primært til hjemmemarkedet. De seneste 10 år har ABB Zamech været leverandør til MAAG Gear A/S i Valby, der selv står for færdiggørelse, montage, afprøvning og afsendelse af Symetro- og Atox-gear. Kunderne findes på verdensmarkedet hovedsageligt inden for cementindustrien. Ifølge MAAG Gears adm. direktør, Hans Knudsen, vil købet af Zamech-aktiviteterne bl.a. betyde, at MAAG Gear kan koncentrere fremstillingen af kritiske dele hos én leverandør, nemlig Zamech. - Vi anser dette for en stor fordel samtidig med, at vi kommer til at råde over over det mest moderne produktionsudstyr og ekspertise placeret i et område, som på grund af omkostningsstrukturen vil kunne øge MAAG Gears globale konkurrenceevne. FLS Industries A/S Koncerninformationsafd.