Aalborg Portland og Siam Cement Industry indgår samarbejde omkring hvid cement i Asien


23/07-2001
Aalborg Portland White, som er en del af forretningsområdet FLS Building Materials, og Siam Cement Industry har indgået en aftale om at oprette et fælles salgsselskab der skal afsætte og markedsføre hvid cement i Taiwan som produceres på de to selskabers fabrikker i hhv. Malaysia og Thailand.

Det nye fælles selskab hedder Aalborg Siam White Cement Pte Ltd. Den ene halvdel ejes af Aalborg Portland White gennem dettes malaysiske datterselskab, Aalborg RCI White Cement Sdn. Bhd., medens den anden halvdel ejes af The Siam White Cement Company Ltd.- et datterselskab af Siam Cement Industry Company Limited - og af Cementhai Trading (Singapore) Pte Ltd, som er et datterselskab af Siam Cement Trading Company Limited. Af praktiske hensyn etableres selskabet i Singapore med en filial på Taiwan.

Etableringen af det nye fælles selskab betyder en væsentlig forøgelse af mulighederne for styrket overførsel af teknisk know-how omkring brugen af hvid cement fra det ene marked til det andet og vil dermed medvirke til øget anvendelse af hvid cement i det asiatiske område. Det nye salgsselskab vil således medvirke til at Aalborg Portland kan imødekomme den forventede efterspørgsel i Asien.

- Indgåelsen af denne aftale markerer første trin i samarbejdet mellem Aalborg Portland White og Siam Cement Industry i Asien, et samarbejde som, hvis det er muligt, kan udvides til andre markeder i det asiatiske område, siger adm. direktør Søren Vinther, Aalborg Portland White, som er bestyrelsesformand for Aalborg RCI White Cement.

- Dette er et vigtigt led i vores ekspansion på det asiatiske marked, som vil bidrage til at sikre afsætningen fra vores nye ovnlinie der kommer i drift næste år, siger direktør Bo Ankerfelt, Aalborg RCI White Cement Sdn. Bhd.

Direktør Sobson Ketsuwan, Siam Cement Industry, som endvidere er formand for bestyrelsen i Siam White Cement, fastslår at samarbejdet vil ''på afgørende vis udvide mulighederne for anvendelsen af hvid cement i denne region, idet det forener det bedste både fra Aalborg Portland White, som på verdensplan er en højt anset leverandør af hvid cement, og fra Siam White Cement, som er regionens fø-rende inden for hvid cement''.

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.