Nye ordrer fra Kina til F.L.Smidth til en kvart mia. kr.


F.L.Smidth har i den seneste periode opnået ordrer på 15 vertikalmøller til den kinesiske cementindustri til en samlet værdi af ca. 250 mio. kr. svarende til 34 mio. euro. Ordrerne følger efter en række tilsvarende kontrakter tidligere på året og bekræfter dermed den positive udvikling for F.L.Smidth på det vigtige kinesiske marked for cementanlæg og -udstyr.
Det er F.L.Smidths salgsselskab i Kina, der har forestået forhandlingerne. F.L.Smidth i Valby vil stå for design samt levering af hovedkomponenter, mens en stor del af maskinproduktionen vil finde sted lokalt. Leveringen af de femten møller forventes gennemført inden udgangen af første halvdel 2004.
- Den kinesiske cementindustri fortsætter med at modernisere og ekspandere i højt tempo, og det er lykkedes F.L.Smidth at opretholde en meget høj andel af markedet for cementudstyr leveret af udenlandske producenter, siger adm. direktør Frank Gad, der tilføjer, at F.L.Smidth har leveret maskiner og udstyr til den kinesiske cementindustri siden 1906.
Kontrakterne på de femten vertikalmøller er indgået med syv forskellige cementproducenter og omfatter følgende leverancer:

- Otte Atox 50 råmøller til Anhui Conch Cement Co.'s produktionslinier med en kapacitet på hver 5.000 tons pr. døgn (tpd). Beliggende i fire forskellige provinser i Central- og Sydkina.

- To Atox 50 råmøller til Three Lions Cement Co.'s produktionslinier med en kapacitet på hver 5.000 tons pr. døgn (tpd). Beliggende i Zhejiang provinsen

- Én Atox 45 råmølle til Shandong Shanlu Cement Co.'s produktionslinie med en kapacitet på 3.500 tpd. Beliggende i Shandong provinsen

- Tre Atox 50 råmøller til henholdsvis Yunfu Tianshan Cement Co.'s produktionslinie i Guangdong provinsen, til Yufeng Cement Co. i Guangxi provinsen og til Qinling Cement Co. i Shaanxi provinsen. Hver linie har en produktionskapacitet på 5.000 tpd.

- Én Atox 52,5 råmølle til Liaoning Bohai Cement Co. i Liaoning provinsen.

I de nævnte ordrer indgår desuden levering af fire planetgear fra F.L.Smidths datterselskab MAAG Gear AG. Datterselskabet Pfister GmbH har - ud over de nævnte kontrakter - opnået ordrer siden årsskiftet til en værdi af ca. 75 mio. kr. svarende til ca. 10 mio. euro på over 100 roterende vejefødere til dosering af pulveriseret kul.

Ordrerne ændrer ikke forventningerne til FLS Industries' resultat for 2003.

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.