Alm. Brand Pantebreve A/S nedjusterer forventningerne til årets resultat til et nulresultat. Den oprindelige forventning, senest offentliggjort ved selskabets aflæggelse af kvartalsrapporten for første kvartal 2008, var 28 mio.kr. Nedjusteringen af forventningerne skyldes et sammenfald af flere faktorer, som alle har påvirket selskabets resultat negativt. Dels har den stigende rente påvirket markedsværdien af pantebrevsbeholdningen negativt samt medført øgede finansieringsomkostninger, dels har selskabet vurderet, at der er et behov for nedskrivning af tabstruede pantebreve. De konstaterede tab på pantebreve i første halvår udgør 4,2 mio.kr., svarende til 0,5 % af porteføljen opgjort på helårsbasis. De konstaterede tab ligger fortsat på det budgetterede niveau. Selskabets halvårsrapport offentliggøres den 19. august 2008. Heri vil selskabet nærmere redegøre for udviklingen i første halvår og forventningerne til såvel 2008 samt de mere langsigtede perspektiver. Selskabet fastholder imidlertid det langsigtede mål om en før skat forrentning af egenkapitalen på 10,5 % p.a. Eventuelle spørgsmål vedrørende denne fondsbørsmeddelelse bedes rettet til direktør Erik Møller eller bestyrelsesformand Henrik Nordam på telefon 35 47 48 49. Med venlig hilsen Alm. Brand Pantebreve A/S Henrik Nordam Bestyrelsesformand