Bavarian Nordics sag mod Oxford BioMedica



Bavarian Nordic er indehaver af adskillige amerikanske patenter, der
relaterer sig til en svækket virusstamme af selskabets
kerneteknologi, MVA-BN®, som danner baggrund for selskabets
innovative koppevaccine, IMVAMUNE®. MVA-BN® er endvidere en lovende
platform for udvikling af rekombinante vacciner. Sagen, der omhandler
tre amerikanske patenter, er anlagt af Bavarian Nordic med påstand
om, at Oxford BioMedica har krænket Bavarian Nordics patenter via
kommercialisering af den patenterede teknologi, hvilket har udløst
større betalinger fra Sanofi-Aventis som led i en aftale om udvikling
og kommercialisering af TroVax®.

Oxford Biomedica havde argumenteret for, at retssagen var anlagt for
tidligt, fordi TroVax® stadig er under klinisk udvikling.

I sagen om patentkrænkelse mod Oxford BioMedica i USA, har dommeren
af proceduremæssige årsager afvist den første klage, men opfordret
Bavarian Nordic til at indgive en ny klage indenfor 14 dage
indeholdende yderligere information. Bavarian Nordic har i sinde at
indgive en sådan klage, sagen er således stadig igangværende og
afventer ny information fra Bavarian Nordic.

Såfremt retten endeligt skulle beslutte at afvise sagen vil dette
ikke have nogen indflydelse på det egentlige grundlag for
patentsagen, der handler om hvorvidt Oxford BioMedica har krænket
Bavarian Nordics patenter. En eventuel endelig beslutning om
afvisning påvirker alene tidspunktet for påbegyndelse af rettens
behandling af spørgsmålet om der foreligger patentkrænkelser.

Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Anders Hedegaard,
udtaler: "Indtil nu har Bavarian Nordic med succes forsvaret vores
værdifulde patent portefølje i relation til MVA-BN teknologien. Vi
vil fortsat forsvare vores patent portefølje mod alle
patentkrænkelser som kan true Bavarian Nordic's ret til at
kommercialisere vores patent portefølje".


Kvistgård, 12. januar 2009



Asger Aamund
Bestyrelsesformand

Attachments

FBM 01-09-DK.pdf