1. kvartal 2009


• Nordicom har i 1. kvartal haft et tilfredsstillende aktivitetsniveau på
udlejningssiden. Koncernens lejeindtægter for 1. kvartal 2009 udgør 67,6 mio.
kr. (1. kvartal 2008: 62,6 mio. kr.), svarende til en fremgang på 5 mio. kr.
Driftsindtjening før renter på koncernens færdige investeringsejendomme udgør
51,6 mio. kr. (1. kvartal 2008: 50,9 mio. kr.). 

• Pengestrøm fra driftsaktivitet for 1. kvartal 2009 udgør -31,6 mio. kr. (1.
kvartal 2008: -77,4 mio. kr.), svarende til en forbedring på 45,8 mio. kr. i
forhold til samme periode sidste år. Pengestrømme vedrørende primær drift er
forbedret med 52,7 mio. kr. mens finansielle omkostninger er steget med 7,8
mio. kr. 

• Værdiregulering til dagsværdi, netto udgør -16,2 mio. kr. (1. kvartal 2008:
25,6 mio. kr.) og vedrører obligationsgæld samt beholdningen af pantebreve.
Herudover er der nedskrevet 7,6 mio. kr. på to mindre projekter, hvor de
forventede projektomkostninger overstiger salgsværdien. 

• Resultat før skat for 1. kvartal 2009 udgør -61,6 mio. kr. (1. kvartal 2008:
28,8 mio. kr.). Faldet i indtjeningen skyldes primært negative
dagsværdireguleringer, men også at der i 1. kvartal 2009 ikke er afleveret
projekter og endelig højere renteudgifter i forhold til samme periode sidste
år. Der er fortsat øget indtjening ved udlejning af investeringsejendomme,
hvorimod indtjeningen fra udvikling er reduceret væsentligt. 

• På udviklingsområdet har implementeringen af den nye strategi bl.a. medført
indstillingen af et planlagt projekt i Høje-Tåstrup. Projektet vurderedes til
at have en for lang tidshorisont, med for mange risikoelementer undervejs.
Beslutningen har medført en regnskabsmæssig nedskrivning på 12,5 mio. kr. Til
gengæld opnås en positiv likviditetsmæssig påvirkning på ca. 15 mio. kr., som
følge af frigivelse af den deponerede købesum. 

• Der er i første kvartal 2009 solgt to mindre ejendomme, hvilket har medført
en avance på 0,6 mio. kr. 

• I løbet af 1. kvartal har Nordicom modtaget tilbud på forlængelse af gæld med
forfald i 2009 for over en mia. kr. Forlængelserne ventes at give mere
konkurrencedygtige lånevilkår, således at renteudgifterne falder i 2. halvår
2009. Forhandlingerne herom ventes tilendebragt ultimo juni. Via
gældsomlægninger er andelen af langfristet gæld tilmed øget siden årsskiftet
(fra 52,4% til 54,7% ultimo 1. kvartal). 

• På selskabets ekstraordinære generalforsamling den 25. maj 2009 blev det
enstemmigt vedtaget, at bemyndige bestyrelsen til i tiden indtil den 1. april
2014 at kunne forhøje selskabets aktiekapital med op til 150 mio. kr. samt at
kunne udstede konvertible obligationer eller andre konvertible gældsbreve for
et lånebeløb på op til 150 mio. kr. 

• Der forventes et resultat for regnskabsåret 2009, før værdireguleringer og
skat, på mellem 0 og -50 mio. kr. Forventningerne er baseret på følgende
forudsætninger: 
- fornyelserne af selskabets låneaftaler forventes at være tilendebragt ultimo
2. kvartal 2009, på mere konkurrencedygtige vilkår end de nuværende 
- de foretagne personalemæssige reduktioner, som får fuld effekt i 2. halvår
2009 
- at der ikke sker en forværring af tomgangen i porteføljen af driftsejendomme
i 2. halvår 2009 

Attachments

26.05.2009 - delarsrapport 1q 2009.pdf