1. kvartal 2009: Udvikling som forventet


Koncernen udviklede sig i perioden som forventet. Forbedringen af den
underliggende drift i Ægemballage Europa fortsatte, men divisionen
blev som forventet kraftigt påvirket af den negative udvikling i
flere valutakurser. Den nordamerikanske forretning viste fremgang,
mens Industriemballage som forventet havde en markant tilbagegang.

Peter A. Poulsen, adm. direktør i Brødrene Hartmann siger om
udviklingen i første kvartal 2009:

- Koncernen udviklede sig i perioden som forventet. Vi blev kraftigt
ramt af valutakursudviklingen, men glæder os over, at forbedringerne
i den underliggende drift fortsatte i vores største og vigtigste
forretningsområde for ægemballage i Europa. Her forbedrede vi det
underliggende resultat med 5 mio. kr. i forhold til et i forvejen
stærkt sammenligningskvartal sidste år.

- Vi er gået i gang med et planlagt investeringsprogram i Europa med
fokus på automatisering og effektivisering, og vi forventer,
at investeringerne får en gradvist stigende positiv effekt på
resultatet i løbet af 2009.

- Derudover glæder vi os over, at den nordamerikanske forretning
viste en fremgang i resultatet før særlige poster på 7 mio. kr.
sammenlignet med første kvartal sidste år. Vi kan se, at den stigende
miljømæssige bevidsthed for alvor har bidt sig fast i USA, og det
betyder alt andet lige en større efterspørgsel efter miljøvenlige
emballageformer som Hartmanns. Vores kunder er interesseret i at
understøtte og profilere bæredygtighedstiltag, og den tendens lykkes
vi med at imødekomme som formidler af bæredygtighed hos flere af de
store detailkæder.

- Vores forretningsområde for industriemballage havde som forventet
en markant tilbagegang, idet den største kunde udfaser sine indkøb af
Hartmanns emballage frem mod udgangen af 2009. Vi arbejder fortsat på
at skabe kompenserende omsætning.

- Vi fastholder forventningerne til helåret om en omsætning på ca.
1.400 mio. kr. og en EBIT-margin i niveauet 5-6%. Vores målsætning om
en EBIT-margin i niveauet 10% i 2010 fastholdes, men er ikke blevet
mindre udfordrende i lyset af den negative udvikling i
valutakurserne.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Peter Arndrup Poulsen,
administrerende direktør

Telefon: 45 97 00 00
Mobil: 51 51 40 69

Attachments

Link til delarsrapport for frste kvartal 2009.pdf