Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparinvest med tilhørende afdelinger Der afholdes ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparinvest med tilhørende afdelinger. Ethvert medlem af ovennævnte forening indbydes til at deltage i generalforsamlingen, der afholdes torsdag den 12. november 2009 kl. 11.00. Generalforsamlingen afholdes hos Sparinvest, Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup. Dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling i foreningen: 1. Valg af dirigent. 2. Forslag fremsat af bestyrelsen: A. Fusion af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som fortsættende forening. B. Fusion af Investeringsforeningen Sparinvest Bolig og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som fortsættende forening. C. Tilføjelse til vedtægternes § 6, stk. 1 for Investeringsforeningen Sparinvest, Afdeling 31, Bolig. D. Tilføjelse til vedtægternes § 12 for Investeringsforeningen Sparinvest. 3. Bemyndigelse til bestyrelsen. Senest den 4. november 2009 vil dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal fremsættes på generalforsamlingen, samt fusionsplan og fusionsredegørelse, blive offentliggjort på foreningens hjemmeside www.sparinvest.dk. Dokumenterne vil kunne rekvireres fra denne dato. Dokumenterne vil endvidere være fremlagt til eftersyn på foreningens kontor, Søndergade 1-3, Randers By, 8900 Randers og Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup fra den 4. november 2009. Fusionsplan og fusionsredegørelse, godkendte årsrapporter for de sidste tre regnskabsår, mellembalance og vurderingsmændenes udtalelser og erklæringer har været fremlagt til eftersyn på foreningernes kontor, Søndergade 1-3, Randers By, 8900 Randers og Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup fra den 10. oktober 2009. Den 10. oktober 2009 blev det bekendtgjort i Statstidende, at dokumentationen kunne rekvireres. Adgangs- og stemmekort til den ekstraordinære generalforsamling kan bestilles ved henvendelse til: VP Investor Service Weidekampsgade 14 P.O. Box 4040 DK-2300 København S Tlf.nr.: 43 58 88 91 senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse i henhold til vedtægterne. Da dette falder på en lør¬dag, kan adgangs- og stemmekort bestilles til og med mandag den 9. november 2009. Ved anmodning om adgangskort påhviler det det enkelte medlem at godtgøre sin adgangsberettigelse ved at have noteret sin(e) andel(e) i foreningens protokol eller ved forevisning af dokumentation. For at udøve stemmeret skal andelen(e) være noteret på navn i foreningens protokol senest 14 dage forud for generalforsamlingens afholdelse. Såfremt man ønsker dette foretaget, bedes man henvende sig til sit pengeinstitut herom, således at navnenoteringen er foretaget senest onsdag den 29. oktober 2009. ****************** Ad dagsordenens pkt. 1) Valg af dirigent Bestyrelsen foreslår vicedirektør Niels Solon valgt som dirigent. Ad dagsordenens pkt. 2) Forslag fremsat af bestyrelsen Bestyrelsen har fremsat forslag om A. Fusion af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som fortsættende forening Fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder med Investeringsforeningen Sparinvest, med sidstnævnte som den fortsættende forening, har til formål at reducere antallet af Sparinvestforeninger, hvorved der vil ske en lettelse af bl.a. den løbende administration og dokumentudarbejdelse på foreningsniveau, hvilket bestyrelserne i foreningerne har vurderet vil medføre administrative lettelser og forenkling af interne procedurer samt omkostningsbesparelser. Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder har én afdeling, Nye Obligationsmarkeder. Denne afdeling fortsætter som en ny separat afdeling med navnet Afdeling 30, Nye Obligationsmarkeder under Investeringsforeningen Sparinvest. Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder ophører som led i fusionen. Et mindre antal investeringsforeninger skønnes at ville medføre en reduktion i dokumentudarbejdelse, da dokumentudarbejdelse skal ske på foreningsniveau. En fusion af foreningerne vil således medføre, at omfanget af vedtægter, fuldstændige og forenklede tegningsprospekter, forretningsordener, fondsinstrukser m.v. vil kunne reduceres forholdsmæssigt. Udarbejdelse af dokumentation til bestyrelsesarbejde vil ligeledes kunne reduceres. Forholdet til offentlige myndigheder varetages tillige på foreningsniveau. Kommunikation m.v. i forhold til disse myndigheder skønnes derfor ligeledes at kunne reduceres ved en reduktion af antallet af foreninger. Ved fusionen vil der endvidere opnås stordriftsfordele, og samtidigt vil en øget samlet foreningsformue være ensbetydende med, at der er større formuevolumen til deling af de faste omkostninger. Det er bestyrelsens opfattelse, at fusionen er i medlemmernes interesse. Fusionen indgår som et led i en konsolidering af Sparinvestforeninger. Bestyrelsen indstiller derfor til generalforsamlingen at godkende fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som den fortsættende forening i henhold til de i fusionsplanen og fusionsredegørelsen angivne vilkår. Såfremt generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest samt generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder vedtager bestyrelsens forslag om fusion, vil dette medføre følgende ændringer i vedtægterne for Investeringsforeningen Sparinvest: Ændringer til § 6 I § 6 efter afsnittet om Afdeling 29, Nye Aktiemarkeder indsættes følgende afsnit: ”Afdeling 30, Nye Obligationsmarkeder Afdelingen omfatter investering i udenlandske obligationer med en placering og en fordeling, der til enhver tid svarer til den placering og fordeling, der indgår i det løbende offentliggjorte obligationsindeks under navnet ”JP Morgan EMBI Global Diversified” eller i tilfælde af ophør hermed, et så vidt muligt tilsvarende indeks over nye obligationsmarkeder. Afdelingen kan endvidere indskyde midler i et kreditinstitut jfr. Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 88, stk. 1. Afdelingen kan benytte sig af finansielle instrumenter på dækket basis i henhold til bekendtgørelse om investeringsforeningers og specialforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Afdelingen er bevisudstedende. Afdelingen er udloddende.” Gennemførelse af fusionen forudsætter, at forslag om fusion og vedtægtsændringer som led heri tillige vedtages af generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder samt, at Finanstilsynet godkender fusionen og de dermed forbundne vedtægtsændringer. B. Fusion af Investeringsforeningen Sparinvest Bolig og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som fortsættende forening Fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Bolig med Investeringsforeningen Sparinvest, med sidstnævnte som den fortsættende forening, har til formål at reducere antallet af Sparinvestforeninger, hvorved der vil ske en lettelse af bl.a. den løbende administration og dokumentudarbejdelse på foreningsniveau, hvilket bestyrelserne i foreningerne har vurderet vil medføre administrative lettelser og forenkling af interne procedurer samt omkostningsbesparelser. Investeringsforeningen Sparinvest Bolig har én afdeling, Afdeling Bolig. Denne afdeling fortsætter som en ny separat afdeling med navnet Afdeling 31, Bolig under Investeringsforeningen Sparinvest. Et mindre antal investeringsforeninger skønnes at ville medføre en reduktion i dokumentudarbejdelse, da dokumentudarbejdelse skal ske på foreningsniveau. En fusion af foreningerne vil således medføre, at omfanget af vedtægter, fuldstændige og forenklede tegningsprospekter, forretningsordener, fondsinstrukser m.v. vil kunne reduceres forholdsmæssigt. Udarbejdelse af dokumentation til bestyrelsesarbejde vil ligeledes kunne reduceres. Forholdet til offentlige myndigheder varetages tillige på foreningsniveau. Kommunikation m.v. i forhold til disse myndigheder skønnes derfor ligeledes at kunne reduceres ved en reduktion af antallet af foreninger. Ved fusionen vil der endvidere opnås stordriftsfordele, og samtidigt vil en øget samlet foreningsformue være ensbetydende med, at der er større formuevolumen til deling af de faste omkostninger. Det er bestyrelsens opfattelse, at fusionen er i medlemmernes interesse. Fusionen indgår som et led i en konsolidering af Sparinvestforeninger. Bestyrelsen indstiller derfor til generalforsamlingen at godkende fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Bolig og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som den fortsættende forening i henhold til de i fusionsplanen og fusionsredegørelsen angivne vilkår. Som led i fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Bolig med Investeringsforeningen Sparinvest foreslår bestyrelsen en tilføjelse til de eksisterende vedtægter for Afdeling Bolig, der alene vil gælde for den nyoprettede Afdeling 31, Bolig. Vedtægterne vil indeholde vilkår om, at Afdeling 31, Bolig kun vil kunne optage almene boligorganisationer som medlemmer, hvilket er et krav i henhold til § 49 i bekendtgørelse nr. 42 af 23/01/2008, der foreskriver, at afdelingsmidler og likvid arbejdskapital, samt likvide midler i dispositionsfonden for en almen boligorganisation, kan placeres i bl.a. afdelinger i investeringsforeninger eller tilsvarende institutter, specialforeninger, godkendte fåmandsforeninger eller registrerede professionelle foreninger, jf. lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., når afdelingerne alene har almene boligorganisationer som medlemmer, og alene placerer midlerne i indlån i pengeinstitutter, realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og andre obligationer, som frembyder tilsvarende sikkerhed samt obligationer og gældsbreve udstedt af stater og regionale myndigheder. Såfremt generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest samt generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Bolig vedtager bestyrelsens forslag om fusion, vil dette medføre følgende ændringer i vedtægterne for Investeringsforeningen Sparinvest: Ændringer til § 6 I § 6 efter afsnittet om den nyoprettede Afdeling 30, Nye Obligationsmarkeder indsættes følgende afsnit: ”Afdeling 31, Bolig Medlem af afdelingen er enhver almen boligorganisation, der ejer en eller flere andele og som ifølge disse vedtægter kan være medlem. Kun almene boligorganisationer kan være medlemmer af afdelingen. Afdelingen omfatter investering i danske obligationer, omfattet af Lov om investerings-foreninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 87, som skal være omfattet af følgende: Afdelingen investerer i danske realkredit- eller statsobligationer, herunder skatkammer-beviser eller i kommuneobligationer. Den samlede korrigerede varighed for afdelingen skal til enhver tid ligge mellem 3 og 6 år. Afdelingen investerer ikke i erhvervsobligationer, præmieobligationer eller konvertible obligationer. Afdelingen kan endvidere indskyde midler i et kreditinstitut, jfr. Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 88 stk. 1. Afdelingen kan benytte sig af finansielle instrumenter på dækket basis i henhold til bekendtgørelse om investeringsforeningers og specialforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Afdelingen er udloddende. Afdelingen er bevisudstedende.” Gennemførelse af fusionen forudsætter, at forslag om fusion og vedtægtsændringer som led heri tillige vedtages af generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Bolig samt, at Finanstilsynet godkender fusionen og de dermed forbundne vedtægtsændringer. C. Tilføjelse til vedtægternes § 6, stk. 1 for Investeringsforeningen Sparinvest, Afdeling 31, Bolig Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen at godkende, at såfremt Finanstilsynet godkender fusionen og de dermed forbundene vedtægtsændringer, skal vedtægterne vedrørende Afdeling 31, Bolig tillige indeholde en bestemmelse om tvangsindløsning af medlemmer, som ikke er almene boligorganisationer. Bestemmelsen skal have følgende ordlyd: § 6, stk. 1, under Afdeling 31, Bolig: ”Ihændehavere af andele, der ikke opfylder optagelsesbetingelserne, skal straks afhænde deres andele til en almen boligorganisation, når bestyrelsen kræver det. Sker sådan afhændelse ikke, kan det pågældende medlem blive indløst med 30 dages varsel.” Gennemførelse af vedtægtsændringen forudsætter, at forslaget tillige vedtages af generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Bolig samt at Finanstilsynet godkender vedtægtsændringen. Finanstilsynets godkendelse af tvangsindløsningsbestemmelsen er ikke en forudsætning for gennemførelse af fusionen. Godkendes tvangsindløsningsbestemmelsen ikke, vil fusionen blive gennemført uden indsættelse af bestemmelsen i vedtægterne. D. Tilføjelse til vedtægternes § 12 for Investeringsforeningen Sparinvest Som konsekvens af ovenstående forslag til vedtægtsændring for Afdeling 31, Bolig indstiller bestyrelsen endvidere til generalforsamlingen at godkende, at vedtægternes § 12 for Investeringsforeningen Sparinvest tilføjes et nyt stk. 8. Bestemmelsen skal have følgende ordlyd: Ny § 12, stk. 8: "For Afdeling 31, Bolig gælder der en særlig ret for bestyrelsen til at tvangsindløse andele der erhverves af andre end almene boligorganisationer, jfr. § 6, stk. 1." Gennemførelse af vedtægtsændringen forudsætter, at forslaget tillige vedtages af generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Bolig samt at Finanstilsynet godkender vedtægtsændringen. Finanstilsynets godkendelse af det foreslåede § 12, stk. 8 er ikke en forudsætning for gennemførelse af fusionen. Godkendes § 12, stk. 8 ikke, vil fusionen blive gennemført uden indsættelse af bestemmelsen i vedtægterne. Ad dagsordenens pkt. 3) Bemyndigelse til bestyrelsen Bestyrelsen anmoder om bemyndigelse fra generalforsamlingen til at foretage de ændringer, som Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen måtte kræve til godkendelse henholdsvis registrering af ovenstående forslag. ****************** På bestyrelsens vegne Peter Møller Lassen Direktør
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparinvest med tilhørende afdelinger
| Source: Investeringsforeningen Sparinvest