Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder Der afholdes ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder. Ethvert medlem af ovennævnte forening indbydes til at deltage i generalforsamlingen, der afholdes torsdag den 12. november 2009 kl. 09.30. Generalforsamlingen afholdes hos Sparinvest, Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup. Dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling i foreningen: 1. Valg af dirigent. 2. Forslag fremsat af bestyrelsen: A. Fusion af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som fortsættende forening. 3. Bemyndigelse til bestyrelsen. Senest den 4. november 2009 vil dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal fremsættes på generalforsamlingen, samt fusionsplan og fusionsredegørelse, blive offentliggjort på foreningens hjemmeside www.sparinvest.dk. Dokumenterne vil kunne rekvireres fra denne dato. Dokumenterne vil endvidere være fremlagt til eftersyn på foreningens kontor, Søndergade 1-3, Randers By, 8900 Randers og Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup fra den 4. november 2009. Fusionsplan og fusionsredegørelse, godkendte årsrapporter for de sidste tre regnskabsår, mellembalance og vurderingsmændenes udtalelser og erklæringer har været fremlagt til eftersyn på foreningernes kontor, Søndergade 1-3, Randers By, 8900 Randers og Hvidesten, Kingosvej 1, 2630 Taastrup fra den 10. oktober 2009. Den 10. oktober 2009 blev det bekendtgjort i Statstidende, at dokumentationen kunne rekvireres. Adgangs- og stemmekort til den ekstraordinære generalforsamling kan bestilles ved henvendelse til: VP Investor Service Weidekampsgade 14 P.O. Box 4040 DK-2300 København S Tlf.nr.: 43 58 88 91 senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse i henhold til vedtægterne. Da dette falder på en lør¬dag, kan adgangs- og stemmekort bestilles til og med mandag den 9. november 2009. Ved anmodning om adgangskort påhviler det det enkelte medlem at godtgøre sin adgangsberettigelse ved at have noteret sin(e) andel(e) i foreningens protokol eller ved forevisning af dokumentation. For at udøve stemmeret skal andelen(e) være noteret på navn i foreningens protokol senest 14 dage forud for generalforsamlingens afholdelse. Såfremt man ønsker dette foretaget, bedes man henvende sig til sit pengeinstitut herom, således at navnenoteringen er foretaget senest onsdag den 29. oktober 2009. ****************** Ad dagsordenens pkt. 1) Valg af dirigent Bestyrelsen foreslår vicedirektør Niels Solon valgt som dirigent. Ad dagsordenens pkt. 2) Forslag fremsat af bestyrelsen Bestyrelsen har fremsat forslag om A. Fusion af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som fortsættende forening Fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder - der har én afdeling, Nye Obligationsmarkeder - med Investeringsforeningen Sparinvest, med sidstnævnte som den fortsættende forening, har til formål at reducere antallet af Sparinvestforeninger, hvorved der vil ske en lettelse af bl.a. den løbende administration og dokumentudarbejdelse på foreningsniveau, hvilket bestyrelserne i foreningerne har vurderet vil medføre administrative lettelser og forenkling af interne procedurer samt omkostningsbesparelser. Et mindre antal investeringsforeninger skønnes at ville medføre en reduktion i dokumentudarbejdelse, da dokumentudarbejdelse skal ske på foreningsniveau. En fusion af foreningerne vil således medføre, at omfanget af vedtægter, fuldstændige og forenklede tegningsprospekter, forretningsordener, fondsinstrukser m.v. vil kunne reduceres forholdsmæssigt. Udarbejdelse af dokumentation til bestyrelsesarbejde vil ligeledes kunne reduceres. Forholdet til offentlige myndigheder varetages tillige på foreningsniveau. Kommunikation m.v. i forhold til disse myndigheder skønnes derfor ligeledes at kunne reduceres ved en reduktion af antallet af foreninger. Ved fusionen vil der endvidere opnås stordriftsfordele, og samtidigt vil en øget samlet foreningsformue være ensbetydende med, at der er større formuevolumen til deling af de faste omkostninger. Det er bestyrelsens opfattelse, at fusionen er i medlemmernes interesse. Bestyrelsen indstiller derfor til generalforsamlingen at godkende fusionen af Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder og Investeringsforeningen Sparinvest med sidstnævnte som den fortsættende forening, hvorved Investeringsforeningen Sparinvest opretter Afdeling 30, Nye Obligationsmarkeder som led i modtagelsen af afdelingen Nye Obligationsmarkeder i henhold til de i fusionsplanen og fusionsredegørelsen angivne vilkår, og Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder ophører som led i fusionen. Den gældende formulering af afdelingen Nye Obligationsmarkeders investeringsunivers vil blive overført uændret til vedtægterne for Investeringsforeningen Sparinvest med undtagelse af enkelte redaktionelle ændringer. Såfremt generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder samt generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest vedtager forslaget om fusion, vil dette medføre følgende ændringer i vedtægterne for afdelingen Nye Obligationsmarkeder efter fusionen med Investeringsforeningen Sparinvest: Ændringer til § 6 Afdelingens nuværende formulering i vedtægterne for Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder: ”Sparinvest Nye Obligationsmarkeder Stk. 2. Afdelingen omfatter investering i udenlandske obligationer med en placering og en fordeling, der til enhver tid svarer til den placering og fordeling, der indgår i det løbende offentliggjorte obligationsindeks under navnet ”JP Morgan EMBI Global Diversified” eller i tilfælde af ophør hermed, et så vidt muligt tilsvarende indeks over nye obligationsmarkeder. Afdelingen kan endvidere indskyde midler i et kreditinstitut, jfr. Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 88 stk. 1. Afdelingen kan benytte sig af finansielle instrumenter på dækket basis i henhold til bekendtgørelse om investeringsforeningers og specialforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Afdelingen er bevisudstedende. Afdelingen er udloddende.” Bestyrelsens forslag til ny formulering i vedtægternes § 6, stk. 1 for Investeringsforeningen Sparinvest: ”Afdeling 30, Nye Obligationsmarkeder Afdelingen omfatter investering i udenlandske obligationer med en placering og en fordeling, der til enhver tid svarer til den placering og fordeling, der indgår i det løbende offentliggjorte obligationsindeks under navnet ”JP Morgan EMBI Global Diversified” eller i tilfælde af ophør hermed, et så vidt muligt tilsvarende indeks over nye obligationsmarkeder. Afdelingen kan endvidere indskyde midler i et kreditinstitut jfr. Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 88, stk. 1. Afdelingen kan benytte sig af finansielle instrumenter på dækket basis i henhold til bekendtgørelse om investeringsforeningers og specialforeningers anvendelse af afledte finansielle instrumenter. Afdelingen er bevisudstedende. Afdelingen er udloddende.” Gennemførelse af fusionen forudsætter, at forslag om fusion tillige vedtages af generalforsamlingen i Investeringsforeningen Sparinvest samt, at Finanstilsynet godkender fusionen og de dermed forbundne vedtægtsændringer. Ad dagsordenens pkt. 3) Bemyndigelse til bestyrelsen Bestyrelsen anmoder om bemyndigelse fra generalforsamlingen til at foretage de ændringer, som Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen måtte kræve til godkendelse henholdsvis registrering af ovenstående forslag. ****************** På bestyrelsens vegne Peter Møller Lassen Direktør
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i Investeringsforeningen Sparinvest Globale Vækstmarkeder
| Source: Investeringsforeningen Sparinvest