2009


8. marts 2010

Gyldendal-koncernen realiserede i 2009 en omsætning på 906 mio. kr., som i
forhold til forventningerne til året og den generelle økonomiske udvikling var
tilfredsstillende. Omsætningen i 2008 var 937 mio. kr. 

Resultatet før skat og nedskrivning af immaterielle aktiver blev 50 mio. kr.
Resultatet, som indeholdt et driftsunderskud på 15 mio. kr. i
dattervirksomheden KREA Medie A/S, er acceptabelt. 

Koncernens salg og indtjening indenfor områderne uddannelse og bogklubber har
været tilfredsstillende. Skøn- og faglitteratur har derimod været påvirket af
lavere salg til og øgede returneringer fra forhandlerne. Særligt ramt var
markedet for spil til børn og unge, som har undergået en markant og accelereret
udvikling fra PC-platform til mobile spilkonsoller, hvilket har reduceret
værdien af eksisterende PC-spil og medført stigende udviklings- og
produktionsomkostninger. Koncernen har på dette grundlag nedskrevet
regnskabsmæssige værdier af immaterielle aktiver med 85 mio. kr. 

Årets resultat før skat blev herefter et underskud på 35 mio. kr. og efter skat
et underskud på 37 mio. kr. Bestyrelsen foreslår, at der udbetales udbytte til
aktionærerne med 20 kr. pr. aktie. 

For 2010 forventer koncernen en omsætning på ca. 870 mio. kr. og et overskud
før skat på ca. 65 mio. kr. 

Ordinær generalforsamling afholdes den 20. april 2010.

Attachments

aarsregnskabsmed 2009.pdf