Jobannonce markedet faldt kraftigt tilbage i 2009. Det totale danske internet jobannoncemarked voksede fra ca. 163 millioner kr. i 2003 til ca. 348 millioner kr. i 2008, men blev halveret til ca. 170 mio. kr. i 2009 ifølge markedsstatistikken fra Foreningen af Danske Interaktive Medier. Jobindex A/S klarede sig godt igennem udfordringerne i 2009. Allerede i januar 2009 blev der gennemført en tilpasning af organisationen, hvor antallet af medarbejdere blev reduceret med ca. 20%. Jobindex valgte at beholde et højt omkostningsniveau og et større antal medarbejdere end nødvendigt for at være klar, når antallet af jobannoncer igen begyndte at stige. Stigningen lod vente på sig, og Jobindex måtte derfor i efteråret nedjustere forventningerne til 2009. Nettoomsætningen i 2009 blev på 59 mio. kr. svarende til et fald på 45% i forhold til 2008. Overskuddet før skat blev på 4 mio. kr. svarende til et fald på 87% i forhold til 2008. Disse tal afviger væsentligt fra de tal, der er meddelt i kvartalsrapporterne i løbet af året. Indtægterne i kvartalsrapporterne var periodiseret i overensstemmelse med de principper, der er beskrevet i prospektet, hvor klippekort og aftaler bliver indtægtsført over en 12 måneders periode. Alle klippekort udløber efter 12 måneder ifølge vores generelle handelsbetingelser, men i 2008 og 2009 har kunderne ikke kunnet nå at bruge alle de jobannoncer de har købt, og Jobindex har derfor i de fleste tilfælde valgt at forlænge klippekortene. Forårsaget af kundernes ændrede adfærd har selskabet måtte erkende, at den tidligere metode for opgørelse af periodiserede indtægter har været fejlbehæftet, og selskabet har i regnskabsåret 2008 og 2009 tilpasset opgørelse af periodiserede indtægter i overensstemmelse hermed. Det blev gjort uden samtidig at ændre principperne for indtægtsførsel af klippekort over en 12 måneders periode. Dermed blev der hensat for lidt for forudbetalte annoncer i regnskabet for 2008 og de efterfølgende kvartalsregnskaber. Som den største spiller på markedet forventer Jobindex at blive mindre ramt af nedgangen end konkurrenterne. Hvis virksomhederne skal spare må det forventes, at de først og fremmest dropper de dyre avisannoncer og de mindre jobdatabaser og koncentrerer annoncebudgettet om den største jobdatabase. Jobindex har endvidere brugt de gode år på at opbygge en stor likviditetsreserve. Vi forventer, at krisen vil være med til én gang for alle at flytte jobannoncemarkedet fra aviserne til internettet, og at krisen derfor på langt sigt vil være med til at styrke Jobindex. Berlingske Tidende oplevede således et fald i jobannonceindtægterne på 70% fra 1. halvår 2008 til 1. halvår 2009, og vi forventer at denne udvikling fra avisannoncering til internetannoncering vil fortsætte. Jobindex har fortsat en stor likvid beholdning, og bestyrelsen forventer derfor på årets generalforsamling at fremsætte forslag om et aktietilbagekøbsprogram. Vedlagt: Årsrapport 2009 for Jobindex A/S Yderligere oplysninger: Direktør Kaare Danielsen Telefon 38323360 / 20735010