Accepterer ikke bødeforlæg i Q-Free*-sagen


*Trondheim-virksomheden Q-Free ASA er i dag global aktør i markedet for
bompengeløsninger. 

Porteføljeforvalter Kristian Falnes nægter at
acceptere bødeforlæg for brud på Verdipapirhandellovens § 3-4 om behandling af
information i forbindelse med tavshedspligt. Sagen vil nu sandsynligvis blive
henvist til fornyet juridisk bemyndigelse til yderligere overvejelse. 

- Kristian Falnes har foretaget en god og forsvarlig vurdering, og hans
optræden har forhindret, at en stor post Q-Free-aktier blev omsat, uden at alle
markedsaktører havde opdateret og ensartet information, siger administrerende
direktør Harald Espedal, SKAGEN Fondene. 

Verdipapirhandellovens § 3-4 omhandler tavshedspligt og passende håndtering af
information. Bestemmelsen fastslår, at videregivelse af tavshedspålagt
information til uvedkommende tredjepart er strafbar. 

Sagens kerne er, hvorvidt information givet til Q-Frees ledelse om, at en aktør
ville købe en større mængde Q-Free-aktier, var givet til rette vedkommende.
SKAGEN Vekst, som på dette tidspunkt blev forvaltet af Kristian Falnes,
handlede ikke aktier i 
Q-Free i første kvartal 2009. Fondens ejerandel udgør i dag 5,1 procent
(3.040.000 aktier). SKAGEN og Falnes mener, at lovens forskrift er overholdt
angående behandling af tavshedspålagt information, og vil ikke acceptere
bødeforlægget. 

Baggrund
SKAGEN Vekst ejede i januar 2009 3.506.000 aktier, svarende til 5,8 procent af
Q-Free. 15. januar 2009 blev Kristian Falnes kontaktet af Handelsbanken
Markets, som havde ordre til at købe en betydelig aktiepost i Q-Free, hvor
SKAGEN Vekst var aktionær. Falnes reagerede på henvendelsen, eftersom Q-Free på
dette tidspunkt var i slutfasen af at byde på flere store kontrakter, blandt
andet i Slovakiet. Falnes frygtede, at der var uensartet information i markedet
omkring tildelingen af disse kontrakter. Han sad ikke selv inde med viden om
tildelingen af kontrakterne og var derfor ikke i stand til at vurdere, om
køberen forsøgte at udnytte denne information. 

Falnes kontaktede derfor Q-Free, fordi han anså dem for rette vedkommende til
at vurdere, om der var uensartet information i markedet knyttet til indgåelsen
af kontrakterne. Sagen omhandler, hvorvidt kontakten til Q-Free er et brud på
Verdipapirlovens § 3-4, som fastslår, at videregivelse af tavshedspålagt
information til uvedkommende er strafbar. Det er dog tilladt at videregive
information til rette 
vedkommende, selv om oplysningerne er fortrolige. 

- Jeg har ikke handlet i strid med lov eller forskrifter om tavshedpålagt
information. Jeg kan derfor ikke acceptere bødeforlægget fra Økokrim (den
nationale myndighed for efterforskning og retsforfølgelse af miljø- og
økonomisk kriminalitet i Norge) på 350.000 kroner. Der var i den pågældende
situation grund til at tro, at der kunne være uensartet information i markedet
i forbindelse med de ventede store kontrakter i tiden omkring januar 2009,
siger investeringsdirektør og porteføljeforvalter i SKAGEN Kristian Falnes. 

Ikke almindelig praksis
Dagen forinden var kursen på Q-Free faldet 15,8 procent fra 8,40 til 7,10
kroner oven på et betydeligt og usædvanligt salg af Q-Free-aktier. 

Handelsbanken Markets' henvendelse den 15. januar drejede sig om, om Falnes
ville sælge en stor post - alt eller intet - til mellem 9,00 og 9,50 kroner per
aktie. Mægleren fortalte ikke, hvem ordregiveren var. Falnes mente, at buddet
var for lavt og ikke repræsentativt for Q-Frees værdi. Det stod ud fra samtalen
klart for Falnes, at en stor del af aktionærerne i Q-Free havde modtaget
tavshedpålagt information i børsens åbningstid. Alene dette er usædvanlig
praksis. 

Tog vare på markedets integritet
- Jeg mente og mener stadig, at bestyrelsesformand og koncernchef i Q-Free i
den pågældende situation var de rette til at vurdere, om der var uensartet
information i omløb i markedet. Jeg har ageret for at forsvare markedets
integritet og SKAGEN Veksts investorers interesser. Det var også min hensigt at
medvirke til at forhindre, at nogen potentielt kunne bruge kurssensitiv
information, som ikke var kendt af alle i markedet, til egen fordel, fastholder
Kristian Falnes. 

Q-Free kontaktede d. 15. januar Oslo Børs efter at have talt med SKAGEN. Der
blev gennemført en kort børspause, og senere på dagen blev det bekendtgjort, at
Q-Free lå i afsluttende forhandlinger med de slovakiske myndigheder. Kontrakten
blev selskabets hidtil største med en ordreværdi på 450 millioner kroner. 

Kapsch ville købe Q-Free
Selskabet udsendte samme dag en børsmeddelelse om, at en større køber af
Q-Free-aktier huserede i markedet. 

Kort efter kom det frem, at Q-Frees østrigske konkurrent Kapsch var køber af
den pågældende post 15. januar. Kapsch var tilbudsgiver på samme slovakiske
kontrakt, som blev vundet af det konsortie, Q-Free er en del af. Da nyheden om
tildelingen af kontrakten blev kendt i markedet, blev Kapsch nødsaget til at
forhøje den tilbudte pris pr. Q-Free-aktie. 

Q-Free annoncerede fra 15. januar til udgangen af samme måned kontrakter for i
alt 730 millioner kroner. Ordrereserven på disse kontrakter var næsten dobbelt
så stor som den seneste offentliggjorte ordrereserve fra tredje
kvartals-regnskabet 2008 på 380 millioner kroner. 

God og forsvarlig vurdering
- SKAGEN Fondene har gennemgået sagen grundigt og mener, at Kristian Falnes har
foretaget en god og forsvarlig vurdering. SKAGEN og Falnes er ikke enige i
Økokrims reaktion og ser frem til en retslig afklaring af de spørgsmål, som
sagen rejser, siger administrerende direktør Harald Espedal. 

SKAGEN Vekst har ikke handlet Q-Free-aktier i den aktuelle periode og heller
ikke i hele første kvartal af 2009. 

Såfremt ovenstående giver anledning til spørgsmål, kontakt da SKAGEN Fondene på
telefon 33 41 76 50 eller e-mail cje@skagenfondene.dk 

Med venlig hilsen
SKAGEN Fondene
Jens Elkjær, adm. direktør SKAGEN Fondene i Danmark.
Christian Jessen, analytiker SKAGEN Fondene.