Strategiplan for Brøndby IF


Bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S har på et bestyrelsesmøde i går
drøftet rammerne for en ny strategiplan for selskabet. Strategiplanen
indeholder to hovedelementer: 
 
•	Et økonomisk, finansielt og investorrelateret element - hvor hovedmålet 
        er at sikre en styrkelse af selskabets økonomi. I denne sammenhæng vil
        muligheden for en udvidelse af selskabets kapitalgrundlag blive
        vurderet. 
•	Et sportsligt element, hvis mål er at føre Brøndby IF helt til tops i dansk
        fodbold igen og tilbage til en god placering på de internationale
        ranglister i UEFA.

Bestyrelsen vedtog hovedrammerne i strategiplanen på bestyrelsesmødet i aftes,
hvorfor arbejdet med udformningen af de nærmere detaljer af planen nu
igangsættes. Der er i denne forbindelse nedsat et bestyrelsesudvalg, som har
til opgave på bestyrelsens vegne, at udarbejde nærmere detaljer for den
økonomiske, finansielle og investorrelaterede del af strategiplanen. Udvalget
består af følgende 4 bestyrelsesmedlemmer: Niels Roth, Ole Staxen, Benny
Winther og Per Bjerregaard. 
 
I perioden med strategiarbejdet har en del aktiviteter været sat på ”stand by”.
Et af disse temaer har været ansættelse af en sportsdirektør. Da
udviklingsplanerne nu er klar og vedtaget af bestyrelsen, vil man igen
iværksætte søgningen af en sportsdirektør til selskabet. 

Bestyrelsesformand Per Bjerregaard udtaler: 

- Det var glædeligt at en enig bestyrelse i går vedtog at igangsætte et
fremtidsorienteret udviklingsarbejde,som jeg glæder mig til at fortælle nærmere
om, i takt med at planens forskellige detaljer falder på plads. Jeg har stor
tiltro til, at de tiltag, vi påtænker at føre ud i livet, vil kunne bringe
Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold igen. 

Forventninger til årets resultat

Den vedtagne strategiplan ændrer ikke ved selskabets økonomiske forventninger
til resultat før skat for 2010. 


Brøndby IF
Per Bjerregaard
Bestyrelsesformand

Information
Yderligere oplysninger om denne meddelelse kan fås hos bestyrelsesformand Per
Bjerregaard på tlf. 43 63 08 10.

Attachments

fbm nr 13 2010 strategiplan for brndby if.pdf