ALK og bioCSL indgår partnerskab i Australien og New Zealand


København, 2015-02-09 09:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) og bioCSL meddeler, at de har indgået et partnerskab for Australien og New Zealand. Partnerskabet giver bioCSL eksklusive rettigheder til at markedsføre og sælge ALKs tabletvacciner mod allergi forårsaget af husstøvmider og græspollen samt ALKs adrenalinpen Jext® 

ALK og bioCSL meddelte i dag, at de har indgået et langsigtet partnerskab omfattende tre af ALKs produkter i Australien og New Zealand. Aftalen giver bioCSL eksklusive rettigheder i Australien og New Zealand til ALKs tabletvacciner mod græspollenallergi (markedsført som GRAZAX® i Europa og som GRASTEK® i Nordamerika) og husstøv­mideallergi samt ALKs adrenalinpen Jext®. ALK vil være ansvarlig for produktion og levering, mens bioCSL vil være ansvarlig for registrering, markedsføring og salg af produkterne.  

Allergisk rhinitis er en af de mest almindelige luftvejslidelser i Australien. Ca.18 % af befolkningen lider af allergisk rhinitis, som ofte forekommer sammen med andre allergiske lidelser, så som astma og bihulebetændelse1. For de fleste allergikere betyder sygdommen en markant reduceret livskvalitet, der påvirker både søvn, fritid og arbejde2

"Det er meget vigtigt, at læger og patienter i Australien får adgang til bedre allergi­behandling," siger bioCSLs administrerende direktør Dr. John Anderson og fortsætter: "Derfor ser vi frem til at markedsføre, distribuere og sælge ALKs produkter i Australien. Aftalen styrker vores i forvejen brede portefølje af inlicenserede lægemidler." 

Som en del af aftalen vil ALK modtage en mindre, ikke-offentliggjort upfront betaling. Derudover vil ALK modtage en milepælsbetaling ved godkendelse af tabletvaccinen mod husstøvmideallergi i Australien. ALK vil sælge produkterne til bioCSL i henhold til en forudaftalt prisstruktur, der giver ALK en andel af den endelige omsætning, som bioCSL opnår i markedet.   

Jens Bager, administrerende direktør i ALK siger: “ALKs strategi er at udbrede vores produkter til stadig flere markeder i verden. Som en stor, lokal lægemiddelvirksomhed i Australien med væsentlig erfaring inden for vaccine og adrenalinpenne er bioCSL en attraktiv partner for ALK. Australien og New Zealand er vigtige markeder, fordi allergi er forholdsvist udbredt, og fordi lægerne er begyndt at bruge allergivaccination i behand­lingen.

Partnerskabet med bioCSL understøtter ALKs strategi om at udvide sin globale tilstedeværelse gennem partnerskaber, akkvisitioner eller ved etablering af egne selskaber. 

Denne meddelelse påvirker ikke ALKs økonomiske forventninger til 2015.
 

ALK-Abelló A/S

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143

 

Referencer:
1 ASCIA 2014. Allergy in Australia 2014. A submission for allergic diseases to be recognised as a National Health Priority Area
2 AIHW 2011, Allergic rhinitis (‘hay fever’) in Australia.  Cat no. ACM 23. Canberra: AIHW 

Om bioCSL
bioCSL markedsfører en bred vifte af vacciner og farmaceutiske produkter i Australien og New Zealand. Virksomheden fremstiller influenzavacciner til de globale markeder. bioCSL producerer også produkter specifikt til det australasiatiske marked, inklusive modgift og Q-feber vacciner samt diverse diagnostiske reagenser. ’bioCSLs cold-chain logistics’ leverer serviceydelser til bioCSL og CSL Behring produkter samt til erhvervskunder og offentlige kunder i hele Australien.  

bioCSL er en del af CSL Gruppen, der har hovedkontor i Melbourne, Australien. CSL Gruppen består af CSL Behring, CSL Plasma og bioCSL, har store fabrikker i Australien, Tyskland, Schweiz og USA med mere end 13.000 medarbejdere i mere end 27 lande. Læs mere på www.biocsl.com.au. 

Om allergi i Austrailen
Allergi er den hurtigst voksende kroniske sygdom i Australien og omfatter allergisk rhinitis (høfeber), allergisk astma, fødevareallergi, allergi over for insektgifte eller medicin samt eksem. Ca. 20 % af den australske befolkning lider af mindst en allergi. Patienten rammes ofte af allergi allerede som barn eller ung. Sygdommen fortsætter ind i voksenlivet og påvirker livskvaliteten betydeligt. Det vurderes, at der inden 2050 vil være 7,7 mio. allergikere i Australien, en stigning på 70 % i forhold til det nuværende estimat2. 

Australasian Society of Clinical Immunology and Allergy (ASCIA) og Allergy & Anaphylaxis Australia (A&AA), henholdsvis det førende lægevidenskabelige selskab og den førende patientorganisation inden for allergi, er i færd med at udarbejde en national strategi, der vil sikre anerkendelse af allergi som en kronisk sygdom og som et prioriteret sundhedsområde i Australien. 

Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 1.800 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede allergivacciner i henholdsvis Nordamerika og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ Copenhagen. Læs mere på www.alk.net.

 


Attachments

FM_04_15DK_09022015.pdf