Nr. 02/2015 Aarhus Elite A/S - halvårsrapport for perioden 1. juli-31. december 2014


Aarhus, den 23. februar 2015

 

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Selskabsmeddelelse nr. 02/2015

 

 

Aarhus Elite A/S, halvårsrapport for perioden 1. juli - 31. december 2014

 

Resultat som forventet i Aarhus Elite A/S

Resumé af halvårsrapport

I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af periodemeddelelser aflægger Aarhus Elite A/S hermed halvårsrapport for perioden 1. juli - 31. december 2014.

 

Hovedpunkter:

  • Koncernens resultat for perioden 1. juli – 31. december 2014 udviser et underskud på 6,9 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med forventningerne. Resultatet af den primære drift er grundet nedrykningen til 1. division dårligere end samme periode sidste år, men periodens samlede resultat er dog positivt påvirket af transferindtægter.
  • Koncernens omsætning er faldet fra 53,1 mio. kr. til 36,4 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Udviklingen skyldes væsentligst nedrykningen til 1. division, som har haft markant negativ effekt på sponsorindtægter, tv-indtægter, samt entré-indtægter og bodsalg m.v.
  • Eksterne omkostninger er reduceret med 4,2 mio. kr. fra 23,7 mio. kr. i samme periode sidste år til 19,5 mio. kr., hvilket relaterer sig til gennemførte besparelser, samt omsætningsafhængige omkostninger.
  • Personale-omkostninger er ligeledes faldet med 2,7 mio. kr. fra 30,2 mio. kr. i samme periode sidste år, til 27,5 mio. kr., hvilket skyldes delvis lavere lønomkostninger til spillertruppen grundet nedrykning, og delvis reduktion af den administrative organisation. Reduktion af organisationen forventes iøvrigt at have størst effekt i anden halvdel af regnskabsåret grundet opsigelsesvarsler, samt iøvrigt signifikant effekt i næste regnskabsår. Reduktion af organisation i hele koncernen omfatter ialt 18 medarbejdere.
  • Egenkapitalen udgør pr. 31. december 2014 54,2 mio. kr. ift. 24,0 sidste år. Stigningen skyldes at der i perioden er gennemført en fortegningsemission, som har indbragt Selskabet et bruttoprovenu på 52,7 mio. kr. (nettoprovenu 51,1 mio. kr.). Likvide beholdninger inkl. værdipapirer udgør 47,1 mio. kr. Selskabet har dermed et tilfredsstillende kapitalberedskab.
  • Pengestrømme vedrørende drift er i regnskabsperioden negative med 15,9 mio. kr. mod positive 5,2 mio. kr. i samme periode sidste år. Den store forskel kan væsentligst henføres til indfrielse af væsentlige hensættelser af engangsomkostninger fra regnskabsåret 2013/14, samt forskydning af betalinger ifm. transfer tidl. år. Pengestrømme fra investeringer er positive med 6,5 mio. kr., primært som følge af (netto-)salg af fodboldspillere. Pengestrømme vedr. finansieringsaktivitet er positiv med 51,1 mio. kr. grundet førnævnte kapitaltilførsel. Den totale likviditetsvirkning i perioden er som følge heraf positiv med 41,7 mio. kr.
  • Forud for forårssæsonen er AGF placeret på en 3. plads i 1. division med seks point op til både Lyngby og Viborg, der p.t. indtager de to oprykningspladser.

 

Forventninger:

  • Aarhus Elite A/S fastholder forventningerne til årets resultat for regnskabsåret 2014/15, som er et underskud i niveauet 24-27 mio. kr.

 

Adm. direktør Jacob Nielsen udtaler:

”Vi følger den plan, vi har lagt efter nedrykningen, og vi er på rette kurs. Men vi har dog stadigvæk et stort og udfordrende arbejde foran os, inden vi er i mål. Resultatet for halvåret er som forventet kraftigt påvirket af nedrykningen til 1. division og selvsagt utilfredsstillende, men takket være væsentlige besparelser har vi skabt grundlaget for en mere rentabel forretning uden for banen på sigt. Med den gennemførte emission har vi fået skabt et solidt økonomisk fundament, der gør os i stand til via hårdt arbejde at indfri vores sportslige målsætninger.”.

 

_______

 

For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Lars Fournais på tlf. 2010-3700 eller administrerende direktør Jacob Nielsen på tlf. 2274-8685.

 

Med venlig hilsen

Aarhus Elite A/S

 

Lars Fournais                                   Jacob Nielsen

Bestyrelsesformand                          Adm. direktør

 


Attachments

Aarhus Elite, halvårsrapport 2014-15, off 2015-02-23 - FINAL.pdf Selskabsmeddelelse nr 02-2015 Aarhus Elite AS, halvaarsrapport 2014-15.pdf