Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank indgår aftale om fusion


Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank indgår aftale om fusion

Bestyrelserne i Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank har indgået aftale om en fusion, og bestyrelserne i begge banker anbefaler sine aktionærer at stemme for fusionen.

Nordjyske Banks bestyrelse har siden offentliggørelsen af Jyske Banks frivillige betingede købstilbud den 13. marts 2018 undersøgt eventuelle alternative muligheder med henblik på bedst muligt at varetage aktionærernes og bankens interesser.

Aftalen er indgået som led i denne proces, og det er bestyrelsen vurdering, at den foreslåede fusion med Ringkjøbing Landbobank samlet set repræsenterer et mere attraktivt alternativ for aktionærerne end Jyske Banks købstilbud på Nordjyske Bank. Fusionen skaber en af Danmarks mest effektive banker med et solidt kapitalgrundlag, stærke produkter og dygtige medarbejdere, der kan leve op til kundernes ønsker og krav om ydelser og rådgivning af høj kvalitet.

”Bestyrelsen i Nordjyske Bank har i de seneste uger brugt meget tid på dels at vurdere Jyske Banks købstilbud og dels at afdække eventuelle alternativer til dette tilbud med henblik på at præsentere den bedst mulige løsning. Vi mener, at vi med den foreslåede fusion med Ringkjøbing Landbobank har fundet en god, bæredygtig fremtidig løsning for bankens aktionærer og alle vores øvrige interessenter, herunder kunder, medarbejdere og lokalsamfundet. Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank har arbejdet tæt sammen i mere end 25 år – og er blandt andet på den samme IT-platform og bruger en række af de samme produktleverandører”, siger bestyrelsesformand Mads Hvolby og fortsætter:

”Fusionen udgør derfor et attraktivt strategisk match, som vil skabe en endnu stærkere jysk bank. Begge banker er udprægede relationsbanker med en meget høj kundetilfredshed og et godt omdømme, og vi tror på, at vi sammen kan skabe synergier og endnu mere værdi til vores aktionærer. Derfor finder vi det rigtigt både at have afsøgt forskellige muligheder udover købstilbuddet fra Jyske Bank og at lade aktionærerne tage stilling i den foreliggende situation, men det er bestyrelsens anbefaling, at aktionærerne stemmer for forslaget om fusion”.

Hovedpunkter i fusionsaftalen:

  • Fusionen tænkes gennemført efter et bytteforhold, hvor aktionærerne i Nordjyske Bank får én ny aktie i Ringkjøbing Landbobank for hver to aktier i Nordjyske Bank samt 18 kroner kontant før skat. Aktionærerne i Nordjyske Bank får således andel i den fortsatte værdiskabelse i den nye bank.
  • Ringkjøbing Landbobank vil være det fortsættende selskab, og i forbindelse med fusionen er det besluttet, at den nye bank skal markedsføres under to brands – ”Nordjyske Bank” og ”Ringkjøbing Landbobank” – med faklen fra Nordjyske Bank som fælles logo.
  • Repræsentantskabet i Ringkjøbing Landbobank udvides med 12 medlemmer fra Nordjyske Banks nuværende bestyrelse og repræsentantskab. Samtidig etableres der et lokalråd i Nordjylland for hele Nordjyske Banks nuværende repræsentantskab. Det er endvidere aftalt, at der fremover vil blive afholdt aktionærmøder i Frederikshavn, Hjørring og Nørresundby.
  • Bestyrelsen for den nye bank kommer til at bestå af otte repræsentantskabsvalgte medlemmer, hvoraf tre kommer fra Nordjyske Bank og fem fra Ringkjøbing Landbobank. Formand for bestyrelsen bliver nuværende bestyrelsesformand i Ringkjøbing Landbobank, Martin Krogh Pedersen. Derudover vil der blive to næstformænd, som bliver nuværende bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Mads Hvolby, og nuværende næstformand i Ringkjøbing Landbobank, Jens Møller Nielsen.
  • Det er aftalt, at den nye direktion skal bestå af fire medlemmer med Ringkjøbing Landbobanks nuværende adm. direktør, John Bull Fisker, som adm. direktør og tre bankdirektører i form af Nordjyske Banks nuværende adm. direktør og viceadm. direktør, Claus Andersen og Carl Pedersen samt bankdirektør i Ringkjøbing Landbobank, Jørn Nielsen.
  • Det er aftalt, at der ikke skal ske reduktioner i Nordjyske Banks filialnet ud over en naturlig tilpasning, der ville være blevet gennemført uanset fusionen.
  • Hovedkontoret vil blive placeret i Ringkøbing, og der etableres samtidig et regionshoved­kontor i Nordjylland. Der fastholdes således en række funktioner i Nordjylland, herunder et landbrugscenter i Hjørring, et fiskeri- og servicecenter i Frederikshavn, en kreditbevillings­afdeling med lokal kreditbevilling/kreditkomité i Nørresundby samt HR-afdeling og salgs- og marketingsafdeling for Nordjylland i regionshovedkontoret i Nørresundby
  • Nordjyske Bank har løbende givet sponsorater til kulturelle, sportslige og andre formål i Nordjylland. Ringkjøbing Landbobank overtager alle eksisterende sponsorater.
  • I forbindelse med fusionen vil Jyske Bank komme til at besidde 11% af aktierne i Ringkjøbing Landbobank. Med den nuværende aktiepost på 38,5% af aktiekapitalen i Nordjyske Bank er det en forudsætning for fusionen, at Jyske Bank støtter denne. Såfremt Jyske Bank ønsker at afhænde sit vederlag i Ringkjøbing Landbobank-aktier vil dette være muligt, idet et konsortium ledet af Nykredit har tilbudt at købe aktierne.

Det er en forudsætning for fusionen, at der findes en løsning med Jyske Bank. Det er endvidere en forudsætning, at de relevante myndighedsgodkendelser opnås, og at fusionen bliver vedtaget på generalforsamlingerne i henholdsvis Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank. Det er forventningen, at fusionsdokumenterne kan offentliggøres i løbet af maj 2018, og at generalforsamlingerne kan afholdes i juni 2018. 

For yderligere information om den foreslåede fusion henvises der til vedhæftede fælles meddelelse fra Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank.

Yderligere oplysninger
Eventuelle spørgsmål til denne meddelelse kan ske til formand Mads Hvolby på telefon 4053 2631.

Vedhæftede filer


Attachments

09.2018 Fusion mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank 09.2018 Bilag - Fælles meddelelse om fusion mellem Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank