Nr. 5/2018 AGF A/S - årsrapport 2017/18


Aarhus, den 28. september 2018

NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Meddelelse nr. 05/2018

AGF A/S – årsrapport 2017/18
Bestyrelsen for AGF A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens årsrapport for perioden 1. juli 2017 - 30. juni 2018.

Koncernens resultat er et underskud på 10 mio.kr. mod et underskud i 2016/17 på 9 mio.kr. Resultatet er i overensstemmelse med de justerede udmeldte forventninger for regnskabsåret.

Omsætningen er steget fra 111 mio.kr. til 113 mio.kr. Den væsentligste årsag til denne fremgang er en vækst i sponsorindtægterne fra 48 mio.kr. til 52 mio.kr. Den samlede fremgang har resulteret i en rekordhøj omsætning.

Transferindtægterne er faldet med 1 mio.kr. fra 1 mio.kr. i 2016/17 til 0 mio.kr. i 2017/18.

Koncernens likviditetsberedskab inkl. værdipapirer pr. 30. juni 2018 udgør 12 mio.kr. i forhold til 9 mio.kr. året før.

Egenkapitalen er netto steget med 1 mio.kr. til 28 mio.kr., svarende til en soliditetsgrad på 47%. Nettostigningen kan henføres til årets resultat samt to emissioner foretaget i regnskabsåret.

Pengestrømme fra den primære drift er 2 mio.kr. mod 6 mio.kr. året før.

Hændelser efter regnskabsårets udløb
Efter balancedagen er fondsbørsmeddelelse nr. 04/2018 offentliggjort. Meddelelsen beretter om forventninger til et positivt resultat for regnskabsåret 2018/19, da der er solgt 2 spillere til et samlet væsentligt beløb. Der er ikke indtrådt andre væsentlige begivenheder efter balancedagen.

Forventninger til fremtiden
For regnskabsåret 2018/19 forventer koncernen et resultat mellem 0 og plus 5 mio. kr. Som forudsætning for det forventede resultat er der bl.a. regnskabsmæssigt budgetteret med en 8.-plads i Superligaen og en omsætning på omkring 120 mio. kr. Den sportslige målsætning er en top 6-placering.

Bestyrelsesformand Lars Fournais udtaler:
”Trods et stærkt forår i Superligaen lykkedes vi ikke med at indfri den sportslige målsætning om en plads i top 6, og det bærer det økonomiske resultat præg af. Et resultat, der ikke er tilfredsstillende, men vi hæfter os samtidig ved, at vi på en lang række andre områder har nået de mål, vi har sat os, og at vi sportsligt har taget de gode takter fra foråret med ind i den nye sæson. Nu gælder det om at kombinere fortsat sportslig fremgang med økonomisk ansvarlighed.”  

Adm. direktør Jacob Nielsen udtaler:
”På den kommercielle front kan vi igen notere en rekordhøj sponsoromsætning, og i Ceres Park & Arena har vi også haft et tilfredsstillende aktivitetsniveau og præsteret som forventet. Men vi må atter konstatere, at manglende opfyldelse af den sportslige målsætning har resulteret i et utilfredsstillende underskud, primært grundet manglende TV-indtægter på de respektive udbetalingstidspunkter, hvor vi var placeret i bunden af tabellen, samt de deraf følgende trænerafskedigelser.
I hele organisationen bliver der hver dag arbejdet hårdt for at indfri de sportslige målsætninger, og den stabilitet og soliditet, Superliga-holdet har haft i hele 2018, skal vi ydmygt holde fast i og forsøge at udbygge yderligere. Det er samtidig glædeligt, at vi efter regnskabsårets afslutning for første gang i mange år har realiseret betydelige transferindtægter og forventer et positivt resultat for regnskabsåret 2018/19. Vi har dog stadigvæk et stort arbejde foran os, og skal vi lykkes med at bringe AGF tilbage i toppen af dansk fodbold, kræver det, at vi alle i og omkring AGF trækker i samme retning.”

Årsrapporten er tilgængelig i sin helhed på selskabets hjemmeside www.agf.dk. Der afholdes ordinær generalforsamling torsdag den 25. oktober 2018 kl. 16:00 på selskabets adresse.
---------------
For yderligere oplysninger, kontakt bestyrelsesformand Lars Fournais på tlf. 2010-3700 eller administrerende direktør Jacob Nielsen på tlf. 2274-8685. 

Med venlig hilsen

AGF A/S 
Lars Fournais                                  Jacob Nielsen
Bestyrelsesformand                         Adm. direktør 

Vedhæftede filer


Attachments

AGF AS Årsrapport 2017-18 Selskabsmeddelelse nr 05-2018 AGF AS Årsrapport