Danske Bank udnævner ny administrerende direktør


 

 

Selskabsmeddelelse

 

Meddelelse nr. 12/2019

 
 
Group Communications
Holmens Kanal 2-12
1092 København K
Tlf. 45 14 14 00




 

10. maj 2019


Danske Bank udnævner ny administrerende direktør

Danske Banks bestyrelse har ansat Chris Vogelzang som ny administrerende direktør.

Chris Vogelzang kommer med mange års ledelseserfaring fra den finansielle sektor. Han var fra 2000-2017 ansat i forskellige stillinger i den hollandske bank ABN AMRO – de sidste otte år som medlem af bankens direktion med ansvar for de globale retail- og private banking-aktiviteter.

”Jeg er glad for på vegne af bestyrelsen at kunne præsentere Chris Vogelzang som ny administrerende direktør. Han har solid ledelsesmæssig og forretningsmæssig erfaring fra bankvirksomhed og har igennem sin karriere håndteret svære udfordringer og leveret gode resultater. Det gør ham godt rustet til at stå i spidsen for Danske Bank. Vi står over for en stor opgave med at fortsætte genopbygningen af tilliden til banken og samtidig udvikle vores forretning i takt med kundernes forventninger og den teknologiske udvikling, så vi fortsat kan være en førende bank i Norden,” siger
Danske Banks bestyrelsesformand Karsten Dybvad.

Chris Vogelzang tiltræder som administrerende direktør med virkning fra 1. juni 2019, hvorefter nuværende midlertidig administrerende direktør Jesper Nielsen vil fortsætte i sit job som chef for Banking DK og medlem af direktionen. 

”Jesper Nielsen fortsætter som midlertidig administrerende direktør, indtil Chris Vogelzang begynder, men jeg vil gerne takke Jesper for på kompetent vis at have varetaget posten i en svær periode samtidig med hans betydelige opgave som chef for de danske bankaktiviteter,” siger Karsten Dybvad.

Chris Vogelzang er hollænder og flytter til Danmark.

”Jeg er meget glad for den tillid, bestyrelsen har vist mig. Trods de aktuelle udfordringer har
Danske Bank alle forudsætninger for også i fremtiden at være en stærk, konkurrencedygtig bank, der skaber værdi for alle sine interessenter. Danske Bank spiller som den største bank i Danmark og en af de førende finansielle institutioner i Norden en vigtig rolle ikke bare for sine mange kunder og investorer, men også for samfundet. Jeg glæder mig til at tage fat på opgaverne sammen med mine 21.000 nye kolleger,” siger Chris Vogelzang.

Danske Banks direktion
Når Chris Vogelzang tiltræder den 1. juni 2019, vil Danske Banks direktion bestå af følgende medlemmer:

Chris Vogelzang, administrerende direktør
Christian Baltzer, bankdirektør og Chief Financial Officer
Carsten Rasch Egeriis, bankdirektør og chef for Group Risk Management
Frederik Gjessing Vinten, bankdirektør og chef for Group Development            
Glenn Söderholm, bankdirektør og chef for Banking Nordic 
Jacob Aarup-Andersen, bankdirektør og chef for Wealth Management
Jakob Groot, bankdirektør og chef for Corporates & Institutions
Jesper Nielsen, bankdirektør og chef for Banking DK
Jim Ditmore, bankdirektør og chef for Group Services & Group IT (COO)
Philippe Vollot, bankdirektør og Chief Compliance Officer

Danske Bank


Chris Vogelzang – CV highlights

Alder: 56 år

Uddannelse: 1988 – University of Groningen, The Netherlands, Msc Economics

Stillinger
2017-             Rådgiver, Boston Consulting Group og Blackstone, samt bestyrelsesposter i Holland og Storbritannien
2000-2017     ABN AMRO
                      2009-2017: Managing Board, responsible for Retail and Private Banking
                      2007-2008: CEO of Global Private Banking
                      2002-2008: CEO of Retail Banking The Netherlands
2000-2002: Head of Product Management, Marketing, Business Development The Netherlands
1988-2000     Shell (Rotterdam, London, Uganda)

Kontaktperson: Pressechef Kenni Leth, telefon 45 14 14 00

Danske Bank-koncernen
Danske Bank er en nordisk bank med stærke lokale rødder og tætte forbindelser til resten af verden. I mere end 145 år har vi hjulpet mennesker og virksomheder i Norden med at indfri deres ambitioner.

Danske Bank har hovedsæde i København og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. Vi er til stede i 16 lande og har 2,8 millioner privat- og erhvervskunder samt en balance på 3.700 mia. kr.


Vedhæftet fil


Attachments

Selskabsmeddelelse 10 maj 2019