Jobindex hjemsender 93 medarbejdere


Der er stor usikkerhed på jobmarkedet på grund af Corona-virussen, der får virksomhederne til at holde igen med nyansættelser. Jobindex har således oplevet en halvering i antallet af ny-indrykkede jobannoncer siden den 16. marts. Jobindex har derfor besluttet at hjemsende 93 medarbejdere i Jobindex og Computerworld med fuld løn i 2 måneder med støtte fra regeringens hjælpepakke. 

"Jobindex er heldigvis en solid og velkonsolideret virksomhed, men vi mangler arbejde i øjeblikket. Derfor er dette den bedste løsning, både for Jobindex og for medarbejderne", siger direktør Kaare Danielsen. Medarbejderne i Jobindex og Computerworld arbejder allerede hjemme, men firmaerne fungerer uændret, og medarbejderne har vænnet sig til en virtuel hverdag med hjemmearbejde. 

Jobindex får til gengæld flere nye brugere, som søger job. I denne uge lancerer Jobindex et nyt TV-spot om onboarding og jobglæde, og kampagnen bliver fulgt op med artikler med gode råd om, hvordan man tager imod medarbejdere i Corona-tider, hvor nye medarbejdere starter med at arbejde hjemmefra i stedet for at være fysisk sammen med kollegaerne. TV-spottet er det sidste i forårets TV-kampagne, der har handlet om forbedring af jobglæden.