MT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Property Development har indgået aftale om salg af et erhvervsprojekt i Københavns Sydhavn. Salget omfatter grund, projektudvikling og totalentreprise på opførsel af et kontorhus på ca. 10.000 kvadratmeter.
Køber er et selskab, som ejes af de fire fagforbund Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Malerforbundet i Danmark og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, som selv vil selv rykke ind i det nye ”Forbundshus”, når det står færdigt. MT Højgaard Property Development deltager også som minoritetsaktionær (17,5%) i selskabet.
Byggeriet indledes i foråret 2024 og skal efter planen afleveres i 2. kvartal 2026. Projektet opføres efter bæredygtige og energivenlige standarder med DGNB Guld- og DGNB Hjerte-certificeringer.
”Vi ser meget frem til at opføre og overdrage et topmoderne og certificeret kontorhus til forbundene i 2026, som på én og samme gang både kan understøtte forbundenes fælles synergier og deres selvstændighed. For MT Højgaard Property Development vil byggeriet være afslutningen på en årelang udvikling og tilstedeværelse i Sydhavnen, som vi er stolte af,” siger Mads Bøgelund Lauritzen, adm. direktør i MT Højgaard Property Development.
De fire forbund lægger ikke selv beslag på alle 10.000 kvadratmeter, og derfor er der plads, hvis andre fagforeninger har interesse i at blive en del af fællesskabet.
På grunden vil der også blive opført en REMA 1000-butik og 140 familie- og ungdomsboliger, som MT Højgaard Property Development opfører for PFA Ejendomme.
MT Højgaard Holdings forventninger til 2023 er uændret en omsætning på 9,5-10,0 mia. kr. og et driftsresultat i niveauet 400 mio. kr. før særlige poster.
Yderligere oplysninger:
Henvendelse til koncernchef Steffen Baungaard og finansdirektør (CFO) Rasmus Untidt på telefon +45 31 21 68 72.
Vedhæftet fil