BI Boligejendomme A/S - Forventet likvidationsprovenu


Selskabet forventer at kunne udbetale i niveauet DKK 155-158 pr. aktie i likvidationsprovenu sidst i oktober måned 2024.

BI Boligejendomme A/S er investeret i en portefølje bestående af udlejede danske boligejendomme, forvaltet af AP Pension. Konkret sker investeringen via en obligation udstedt af AP Udsteder K/S.

AP Pension har jf. selskabsmeddelelse af 21. maj 2024 meddelt BI Boligejendomme A/S, at de ønsker at benytte deres ret til at førtidsindfri obligationen primo juli 2024.

Indfrielseskursen for obligationen er nu fastlagt baseret på en ekstern valuarvurdering af ejendomsporteføljen, der nedskrives med ca. 2 %. Nedskrivningen skyldes primært, at den eksterne valuar med udgangspunkt i de seneste, sammenlignelige ejendomstransaktioner vurderer, at afkastkravet er forøget på enkelte ejendomme.

Bestyrelsen for BI Boligejendomme A/S har som tidligere meddelt besluttet at søge selskabet afviklet ved frivillig likvidation.

Under forudsætning af, at dette forslag godkendes på selskabets ekstraordinære generalforsamling den 4. juli 2024, herunder forslaget om at iværksætte et aktietilbagekøb på op til DKK 680 mio., forventer selskabet at kunne udbetale i niveauet DKK 155-158 pr. aktie i likvidationsprovenu.

Indfrielseskursen for obligationen er fastsat som 101 % af obligationskursen ultimo juni 2024 og indregnes i selskabets indre værdi den 26. juni 2024, inklusive fradrag for anslåede omkostninger forbundet med afvikling af selskabet og almindelige driftsomkostninger, samt med tillæg af forrentning af provenuet fra obligationsindfrielsen frem til afvikling af aktietilbagekøbet.

Det endelige likvidationsprovenu er forbundet med en vis usikkerhed og vil blandt andet afhænge af omkostningerne forbundet med afvikling og drift af selskabet frem mod likvidation, acceptprocenten i aktietilbagekøbet og forrentningen af selskabets likviditet. De anslåede omkostninger vil blive opgjort og præsenteret på generalforsamlingen den 4. juli 2024.

Det endelige likvidationsprovenu forventes at kunne udbetales sidst i oktober måned 2024.

Med venlig hilsen

BI Boligejendomme A/S

Ole Mikkelsen
Direktør