Exiqon A/S, der er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen (“EXQ”), offentliggjorde i dag en omsætningsfremgang på 32% for første halvår 2009 i forhold til samme periode sidste år. Exiqon Life Sciences' salg af forskningsprodukter voksede organisk med 21% i forhold til samme periode sidste år. Exiqons forventninger til helåret nedjusteres med 10 mio. kr. som følge af ændrede forventninger til omsætningen i Exiqon Diagnostics, men fastholdes i øvrigt inklusive et nettounderskud for 2009 i den øvre ende af intervallet 115-130 mio. kr. inkl. omkostninger til igangværende incitamentsordninger herunder warrants, der beløber sig til 5 mio. kr. Faldet i dollarkursen medfører, at forventningerne nu baseres på en valutakurs for USD på 5,25 for helåret. • Omsætningen steg 32% til 58,4 mio. kr. i første halvår sammenlignet med 44,5 mio. kr. i samme periode sidste år. I 2. kvartal steg omsætningen med 9% til 30,6 mio. kr. sammenlignet med 28 mio. kr. i samme periode sidste år. • De samlede driftsomkostninger steg 18% til 97,4 mio. kr. i første halvår sammenlignet med 82,7 mio. kr. i samme periode sidste år. I 2. kvartal faldt de samlede driftsomkostninger med 4,0% til 46,4 mio. kr. sammenlignet med 48,3 mio. kr. i samme periode sidste år. • Nettounderskuddet udgjorde 81,2 mio. kr. i første halvår. Indtjening pr. aktie udgjorde -2,68 i første halvår og -1,24 kr. i 2. kvartal. • Exiqon Diagnostics fik tildelt 24 mio. kr. i støtte fra Højteknologifonden til at udvikle blodscreening af tarmkræft. • Exiqon Diagnostics lancerede en KRAS-test og, efter afslutningen af perioden den 30. juni 2009, en BRAF-test til analyse af protein-mutationer. • Efter afslutningen af perioden den 30. juni 2009 lancerede Exiqon Life Sciences sin nye ”Home of LNA™”-strategi, som gør det muligt for vores kunder at bestille specialdesignede LNA™-baserede produkter. • Exiqon Life Sciences er blevet restruktureret, og de årlige, direkte driftsomkostninger er reduceret med 40 mio. kr. Administrerende direktør Lars Kongsbak udtaler: ”Vi har nu gennemført en restrukturering af Exiqon Life Sciences. Som led i restruktureringen vil vi forbedre vores marginer ved at outsource produktionen, og de første produktporteføljer er allerede blevet outsourcet. Udviklingsprogrammerne i vores diagnostiske forretning forløber tilfredsstillende, og vi glæder os over Højteknologifondens legat, som gør det muligt for os at udvikle en test til blodscreening af tarmkræft.” Exiqon præsenterer resultatet for første halvår 2009 for interesserede investorer onsdag den 26. august 2009 kl. 11-12 på NASDAQ OMX, Nikolaj Plads 6, København. Kontakt: Lars Kongsbak, administrerende direktør, tlf. +45 4566 0888 (mobil: +45 4090 2101) Hans Henrik Chrois Christensen, finansdirektør, tlf. +45 4566 0888 (mobil: +45 4090 2131) Se den fulde halvårsmeddelelse i vedhæftede PDF-fil.
Exiqon A/S Delårsrapport for perioden 1. januar - 30. juni 2009 (ikke revideret)
| Source: Exiqon A/S